Sofie har planlagt over 40 eftersøgninger - nu har hun fået pris

Sofie Sønderup fra Dragør står bag facebook-gruppen "Forsvundne Personer". Hun har nu modtaget en pris for sit arbejde.

Det er ikke sikkert, du ved hvem Sofie Sønderup fra Dragør er. Men chancen for, at du har hørt om hendes facebook-gruppe, er noget større.

Hun står nemlig bag gruppen "Forsvundne Personer", der arrangerer eftersøgninger af forsvundne danskere, og som lige nu har flere end 59.000 medlemmer.

quote Det er vigtigt for mig, at jeg er medfølende, når jeg snakker med de pårørende

Sofie Sønderup, facebookgruppen "Forsvundne Personer"

Og netop den facebook-gruppe var årsagen til, at hun for nylig modtog GF Forsikrings "Tak for dit overskud"-pris.

- Jeg var simpelthen så rørt, så jeg hørte slet ikke efter, hvad der blev sagt. Det var så flotte ord, der kom, men jeg kunne ikke høre dem, fordi jeg var så rørt af dem, siger hun til TV 2 Lorry.

Danskerne vil gerne hjælpe

Sofie Sønderup arbejder som dyrepasser i en børnehave, men ved siden af det bruger hun meget tid på facebook-gruppen. Et arbejde, hun har beskæftiget sig med siden 2012.

- Det er fordi, jeg kan mærke, danskerne godt vil det her. Os borgere kan nå rigtig langt, hvis vi står sammen, siger Sofie Sønderup, der understreger at hun blot er en frivillig, der gerne vil gøre en forskel.

Meget tyder på, hun har ret. Den seneste efterlysning lagde hun på facebook fredag aften, og den er allerede delt flere tusind gange.

Selv anslår hun, at hun har stået for omkring fyrre eftersøgninger, hvor private har været ude og lede efter forsvundne personer. Og det er ikke medregnet de eftersøgninger, hun arrangerer, men som når at blive afblæst inden gruppens medlemmer når ud og lede.

Startede med at lede efter en kusines venindes datter

Ideen til gruppen opstod, da en kusine til Sofie Sønderups venindes datter var væk. Sofie Sønderup oprettede en gruppe på facebook, hvilket kom venindens datter for øre, så hun kontaktede sin mor. 

Succesen med denne efterlysning blev startskuddet til gruppen, men selvom Sofie Sønderup altså er ved at være garvet i at arrangere eftersøgninger, så understreger hun, at hun ikke er professionel - og heller ikke kommer til at blive det.

- Det må aldrig blive professionelt. Det er vigtigt for mig, at jeg er medfølende, når jeg snakker med de pårørende og ikke er professionel, siger hun.

- Det er vigtigt for de her pårørende at vide, at der er et netværk der vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe dem.

Med GF Forsikrings "Tak for dit overskud"-pris følger 10.000 kroner, som Sofie Sønderup har doneret til støtteforeningen bag facebook-gruppen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik