Skandaleombrust vandpark i Dragør bliver droppet

Opbakningen til projektet om at bygge et stadion for vandsport i Dragør er væk, efter Socialdemokratiet har trukket støtten. Nu opgiver borgmesteren projektet.

Danmarks første anlæg og stadion for rafting, kajak, surfing med mere, det planlagte Copenhagen White Water Park i Dragør, bliver ikke til noget.

Det står klart, efter Socialdemokratiet i Dragørs kommunalbestyrelse har valgt at trække støtten til projektet.

Dermed er det ikke længere flertal for at arbejde videre med få det store anlæg opført.

- Vi kan ikke være med i projektet længere. Det har efterhånden udviklet sig til en stoledans. Der er en masse andre områder i kommunen, blandt andet institutioner, skoler og ældre, som vi i stedet bør bruge vores energi og penge på efterhånden, siger Allan Holst, viceborgmester i Dragør Kommune for Socialdemokratiet.

quote Nu mener vi, at der må være andre områder, vi skal bruge vores energi og penge på

Allan Holst (S), viceborgmester 

- Vi har snakket om projektet i mere end et halvt år, og vi har stillet spørgsmål til finansieringen og til beskrivelsen af de miljømæssige konsekvenser og til hele driften af projektet, hvordan det hænger sammen – og vi har ikke rigtig kunnet få nogle svar. Nu mener vi, at der må være andre områder, vi skal bruge vores energi og penge på, siger han.

Socialdemokratiet dannede med Venstre og Dansk Folkeparti et snævert flertal for vandsportsanlægget.

Sammen indgik de tre partier i efteråret 2018 et omdiskuteret budgetforlig, hvor 3,5 millioner kroner blev afsat til Copenhagen White Water Park, mens besparelser for i alt 20 millioner kroner ramte områder i kommunen som skoler, daginstitutioner og ældreplejen.

Men med Socialdemokratiets beslutning om at trække støtten, står Venstre og Dansk Folkeparti nu tilbage i Kommunalbestyrelsen med fem medlemmer for projektet, mens de til sammen ti medlemmer fra Socialdemokratiet, Konservative og Tværpolitisk Liste danner et flertal mod Copenhagen White Water Park.

Borgmester erkender: Projektet er dødt

Venstre i Dragør Kommune holdt torsdag eftermiddag et ekstraordinært gruppemøde, efter det kom frem, at Socialdemokratiet havde trukket sin støtte.

Efter mødet lyder dommen fra borgmesteren, at vandparken er lagt i graven.

quote Med det udgangspunkt, vi har nu, er der ikke opbakning til et projekt som dette

Eik Dahl Bidstrup, borgmester i Dragør, Venstre

- Med det udgangspunkt, vi har nu, er der ikke opbakning til et projekt som dette, siger borgmester Eik Dahl Bidstrup til TV 2 Lorry.

- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, at der er et parti, som springer fra en del af budgetaftalen. Det har jeg aldrig oplevet før. Men det må jeg tage til efterretning, fortsætter han.

Ifølge borgmesteren var Copenhagen White Water Park-projektet ikke det vigtigste for Venstre i Dragør, men i stedet "et projekt, som udvikler området til et aktiv for vores børn og unge. Men også for vores aktive borgere".

Nu håber de i stedet på at få opbakning til et nyt projekt på Kongelundsgrunden, som Udlændingestyrelsen torsdag bekræftede, at Dragør Kommune kan få mulighed for at købe.

Alligevel ærgrer Eid Dahl Bidstrup sig over, at projektet efter megen kamp er faldet til jorden.

- Vi går glip nogle aktiviteter, som vi tror ville kunne bidrage til mange positive oplevelser for børn og unge. Alle vores skoleelever har kajak og kano på skoleskemaet, så det ligger i vores DNA, siger han.

Hvad har du som borgmester lært af hele denne sag?

- Det vil jeg gerne vente med at udtale mig om, til det har bundfældet sig, siger borgmesteren.

Sportsgrene som rafting, stand up paddle, river surfing og river boarding er blandt de aktiviteter, der kan udøves i en white water park.
Sportsgrene som rafting, stand up paddle, river surfing og river boarding er blandt de aktiviteter, der kan udøves i en white water park.
Foto: Copenhagen White Water Park

Dansk Folkeparti: Måske er Dragør ikke det rette sted

I Dansk Folkparti ærgrer de to kommunalbestyrelsesmedlemmer Anne Funk og Morten Dreyer sig over Socialdemokraternes pludselige exit fra samarbejdet.

quote Med Socialdemokratiets udmelding må vi blot erkende, at grundlaget for CWWP er væk

 

- CWWP (Copenhagen White Water Park, red.) har mødt stor modstand. Dansk Folkepartis bagland er da bestemt heller ikke brandvarm på projektet. Vi var dog indstillet på, at vi som følge af vores konstitueringsaftale måtte få projektet ordentlig belyst, inden den endelige afgørelse skulle træffes, skriver de to medlemmer i en fælles udtalelse og fortsætter:

- Så langt når vi ikke. Med Socialdemokratiets udmelding må vi blot erkende, at grundlaget for CWWP er væk. Set med Dansk Folkepartis øjne var CWWP bestemt et flot og interessant projekt. Måske er Dragør bare ikke det helt rigtige sted at placere det. Og set med de økonomiske øjne er tidspunktet bestemt heller ikke det rigtige.

Vandpark fik borgere og forældre til at demonstrere

Sagen om white water-parken har været en varm kartoffel i kommunalpolitisk regi i Dragør, siden planerne blev annonceret sidste år.

I det budget, der afsatte millioner til vandparken, blev der skåret på børneområdet i en sådan grad, at en dagsinstitution lukkes, en selvejende børnehave mister sit driftstilskud, og to skolefritidsordninger lukkes.

Det sendte flere hundrede forældre, børn og borgere på gaden i protest mod Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkepartis budgetforlig.

- De kunne lade være med lave investeringer i vandanlæg, når de lige så godt kunne investere i vores skoler og institutioner. Skolerne er misvedligeholdt gennem flere år, og det samme er institutionerne, udtalte borgeren Morten Stengaard, der dengang havde arrangeret demonstrationen.

I videoen herunder kan du se mere til demonstrationen fra budgetforliget i september måned:

Kommunalbestyrelsen i Dragør har vedtaget et meget omdiskuteret budget, der blandt andet betyder lukning af flere institutioner. Inden mødet var et stort antal borgere  mødt om til demonstration foran rådhuset.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik