Mystiske breve om krig og ulykker havner i folks postkasser

Har du tjekket postkassen for nylig og fundet et mystisk brev? Så er du ikke den eneste.

Breve i postkassen får man sjældent i disse dage, men det har nogle sørget for at lave om på. Men der er ikke tale om hyggelige feriepostkort.

Flere borgere i Dragørs gamle bydel kan nemlig berette om mærkelige håndskrevne og maskinskrevne breve, der er blevet leveret til deres postkasser.

quote Jeg synes faktisk, det havde nazistiske undertoner

Leise Larsen, modtager af mystisk brev

Og hvad står der så i brevene? Nogle oplever det som volapyk, mens andre har fået beskrivelser af gamle bilulykker. Andre har modtaget hæfter på hele ti sider om gamle flykatastrofer, Anden Verdenskrig og bomber. En af dem er Leise Larsen.

- Min mand så i starten af ugen en herre gå rundt på vejen og lægge ting i postkasserne. Vi antog bare, at det var én, der uddelte reklamer. Det viste sig at være et hæfte på ti sider, og første side omhandlede en flykatastrofe, siger hun.

Ved første øjekast tror Leise Larsen, at det er et hæfte til hendes mand, som har arbejdet i lufthavnen. Men hun indser hurtigt, at de næste sider slet ikke handler om fly, men om Anden Verdenskrig.

- Jeg tænkte bare, hvad er det her for noget? Det var svært at finde hoved og hale i indholdet, men jeg forstod så meget, at det handlede om bomber, nakkeskud, jøder og Gestapo. Jeg synes faktisk, det havde nazistiske undertoner, fortæller Leise Larsen.

- Det gør mig bekymret, siger Leise Larsen.
- Det gør mig bekymret, siger Leise Larsen.

”Det er uhyggeligt”

Da det er gået op for Leise Larsen, hvad brevet handler om, bliver hun bekymret.

- Jeg synes, det er uhyggeligt, og det gjorde mig utryg, siger hun.

Leise Larsen finder også hurtigt ud af, at hendes naboer også har fået hæftet. Men her bliver det endnu mere mærkeligt. Hæfterne er nemlig ikke helt ens, men de er alle sammen på præcis ti sider.

Leise Larsen tager et billede hæftets forside og lægger det på Facebook. Her skal det vise sig, at hun langt fra er den eneste, der har fået en mystisk levering i postkassen.

quote Det gjorde det kun endnu mere uhyggeligt, at omfanget blev større

Leise Larsen, modtager af mystisk brev

Folk fra nabolaget fortæller om alt fra håndskrevne breve, som er det rene volapyk til maskinskrevne breve om voldsomme bilulykker, der fandt sted for mange år siden.

- Vi har den 27/2 også modtaget er langt maskinskrevet dokument i Strandstræde om en flyulykken i Kastrup 1947 forsiden var håndskrevet med to adresser (…), skriver eksempelvis facebookbrugeren Pia Dupont.

En spøg eller en psykisk syg person?

Alle disse tilbagemeldinger gjorde dog ikke Leise Larsen mindre bekymret.

- Det gjorde det kun endnu mere uhyggeligt, at omfanget blev større. Det viser jo, at det er forberedt, og at der måske er en mening med brevene, siger hun.

​​​Endnu en side af hæftet som Leise Larsen modtog.
​​​Endnu en side af hæftet som Leise Larsen modtog.
Foto: Privatfoto

På facebookopslaget er teorien, at der enten er tale om en spøg, eller at der er tale om en psykisk syg person, som uddeler brevene.

- (…) jeg smed det ud, tænkte det var en psykisk syg person der havde gjort det.!? og det er det jo nok også, skriver Jeanette Steffens.

Leise Larsen har også overvejet, om det er en psykisk syg person, som står bag brevene, men hun undrer sig i så fald over, hvordan personen bærer sig af med at trykke alle de breve, og hvordan vedkommende kan dække udgifterne ved at producere dem.

Uanset hvad er det ifølge Leise Larsen ikke i orden.

- Det er en syg person, der synes, det er sjovt at gøre folk bekymrede. Det er uartigt at lægge sådan noget i folks postkasser, siger Leise Larsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik