Beboerne i ejendom på Rødtjørnen i Dragør blev tidligt tirsdag morgen vækket af et ordentligt rabalder.
En brand var brudt i en af lejlighederne, hvilket medførte en eksplosion.
Ifølge vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi blev ruderne blæst ud af lejligheden.
- Det tyder på, at ingen er kommet til skade, og heldigvis var der heller ingen hjemme i lejligheden, hvor branden brød ud, siger han til TV 2 Lorry.
Politiet modtog anmeldelsen ved 05-tiden i morges, hvorefter både de og brandvæsnet rykkede ud til stedet.
Foreløbig er brandårsagen ukendt.
- Branden er slukket, og brandsektionen er nu ved at undersøge brandårsagen, siger Henrik Svejstrup.