Smittetallene falder i landets hårdest ramte kommune - men ny udvikling bekymrer borgmester

Der skal blot en håndfuld nye smittetilfælde til, før en automatisk nedlukning rammer Dragør Sogn.

Efter at have været faretruende tæt på en automatisk nedlukning, er smittetallene i Dragør Kommune nu faldende.

Således var det testjusterede incidenstal søndag på 218 - i sidste uge, var tallet en overgang 280. En kommune lukker automatisk ned, når tallet når 300.

De faldende smittetal glæder borgmester Helle Barth (V).

- Det har jeg det rigtig godt med. Det er glædeligt, siger hun mandag til TV 2 Lorry.

Borgmesteren er dog samtidig stærkt bekymret for smitteudviklingen i særligt ét sogn i kommunen - Dragør Sogn, der blandt andet huser den historiske bymidte og havnen.

Her går det den gale vej. Der skal blot være omkring fem nye smittetilfælde, før sognet lukker ned, oplyser Dragør Kommune.

- Vi har en udfordring i det sogn. Og det er bekymrende. Vi har møder hver dag, hvor vi tager stilling til tallene, men lige nu har vi brugt de muligheder, vi har, siger Helle Barth.

Borgmesteren håber nu på, at kommunen og borgerne ved fælles hjælp kan få bugt med de stigende tal i Dragør Sogn.

Et sogn skal lukke automatisk ned, når tre kriterier er opfyldt på samme tid:

  • Incidenstal ligger over 600 per 100.000 indbyggere (Dragør Sogn ligger på 498)
  • Flere end 20 nye smittede (Dragør Sogn har 22)
  • Positivprocent på over 3,0 (Dragør Sogn har 3,29).

Det betyder det, når et sogn lukker

En eventuel nedlukning af et sogn betyder, at kommunen midlertidigt skal lukke følgende i sognet:


  • Grundskoler
  • SFO'er og klubtilbud
  • Ungdoms- og voksenuddannelse
  • Lokaler og steder med kulturaktiviteter
  • Lokaler med idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter
  • Det gælder både kommunale, private og selvejende tilbud


Undtagelser for en eventuel nedlukning er:


  • Dagtilbud for 0-6-årige
  • Sårbare børn og elever, børn i obligatorisk læringstilbud eller sprogstimuleringstilbud
  • Tandpleje
  • Sundhedspleje


Elever, der bor i et lukket sogn, må gerne tage i skole i andre sogne og byer, hvis de går i skole der.

Der er nødpasning for elever i 0.-4. klasse, selvom skolerne er lukkede i et sogn.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik