Skolebestyrelse omgår ministeren: Samler de ældste elever for at undgå ensomhed

På en skole i Dragør opfordrer man forældrene til at lade de ældste elever mødes i mindre grupper for at sikre deres sociale trivsel.

Det er formentlig længe siden, at de ældste elever i folkeskolen har glædet sig så meget til at høre klokken ringe ind til time igen. For mere end halvanden måned med hjemmeundervisning kan føles som lang tid.

Derfor ærgrer det skolebestyrelsen på Nordstrandskolen i Dragør, at det end ikke er tilladt for lærerne at samle eleverne fra 6.-10. klasse i mindre grupper og med afstand, så de kan fastholde en social relation, mens undervisningen er lukket ned.

I stedet opfordrer de nu forældrene til at organisere, at eleverne kan mødes. Efter alle sundhedsmyndighedernes anvisninger.

quote Vi er bekymrede for den sociale trivsel med ensomhed eller andre psykiske udfordringer.

Claes Blok Clevin, skolebestyrelsesformand, Nordstrandskolen

-  Vi er bekymrede for den sociale trivsel med ensomhed eller andre psykiske udfordringer. Specielt blandt de svageste elever.

- Der vil være nogle elever imellem, der ikke magter at række ud til de andre elever af forskellige årsager. De sidder hjemme på syvende uge nu, og vi ved ikke, om der kommer en åbning af resten af folkeskolen i dette skoleår. Hvis der ikke gør det, har de udsigt til at sidde alene uden sociale relationer frem til august, forklarer formanden for skolebestyrelsen, Claes Blok Clevin.

 

Hensyn til smittespredning

Onsdag indskærpede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at det ikke er tilladt, når lærerne på flere skoler var begyndt at mødes med de ældste elever i mindre grupper.

- Der er altså desværre ikke åbent for skolegang for de ældste elever, uanset om det er på skolens matrikel eller ej. Det er af hensyn til den samlede smittespredning i samfundet, hvor vi skal undgå, at flere smittes, end vi kan håndtere i sundhedsvæsenet, sagde ministeren til TV 2, hvor hun pointerede, at elever i udsatte situationer dog er velkomne i skolerne.

quote Det betyder virkelig noget at kunne se hinanden direkte i øjnene i stedet for at sidde over en internetforbindelse.

Felix Busk Elmegaard, 9. klasse, Nordstrandskolen

Spørgsmål til skolebestyrelsesformanden: Risikoen for smittespredning er vel den samme, om det er lærerne eller jer som forældre, der samler eleverne?

- Vi forholder os til de retningslinjer, der er. At man må samles maksimalt ti i grupper, og at sundhedsmyndighederne siger, at sunde og raske børn gerne må mødes udendørs med afstand og god håndhygiejne, lyder det fra Claes Blok Clevin.

I en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet blandt 6.000 store elever, svarer ni ud af ti, at de savner deres kammerater fra skolen, og knap halvdelen giver udtryk for, at de ikke er glade i deres nuværende hverdag.

Hos Felix Busk Elmegaard, der går i 9. klasse på Nordstrandskolen, er ønsket om snart at se klassekammeraterne igen også stort.

- Det er bare noget andet at være fysisk sammen. Man behøver ikke være tæt sammen – det bliver selvfølgelig med to meters afstand. Men det betyder virkelig noget at kunne se hinanden direkte i øjnene i stedet for at sidde over en internetforbindelse.

Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra børne- og undervisningsministeren.

Felix Busk Elmegaard, der går i 9. klasse på Nordstrandskolen, savner efterhånden sine klassekammerater.
Felix Busk Elmegaard, der går i 9. klasse på Nordstrandskolen, savner efterhånden sine klassekammerater.
Foto: TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik