SFO må bide i det sure æble – børn mister måltid efter besparelser

Kommunal sparekniv rammer folkeskole i Dragør, der skal skære ned på mad, udflugter og reparationer. Nu kommer forælder med opråb til kommunalbestyrelsen.

Slut med skoleudflugter, reparationer af computere og eftermiddagsmad for de små.

Det er virkeligheden efter sommerferien på Nordstrandskolen i Dragør, der er blevet ramt af kommunalbestyrelsens sparekniv.

I et brev til skolens forældre skriver Skolebestyrelsen på Nordstrandskolen, at de sammen med kommunens to andre skoler er blevet pålagt at spare 1,1 millioner kroner i indeværende skoleår.

quote Hver gang der skal spares penge, så går det ud over skolerne.

Helle Lønstrup, forælder til to børn på Nordstrandskolen

Den besparelse har fået forælder Helle Lønstrup til tasterne, hvor hun i et Facebook-opslag i gruppen ”DragørNyheder” ytrer sin utilfredshed med besparelserne.

Det opslag bliver bakket op af flere forældre i kommentarsporet.

- Jeg synes, det er så ærgerligt, at hver gang der skal spares penge, så går det ud over skolerne. Man kan ikke blive ved med at skære. Det går ud over børnene i sidste ende, siger Helle Lønstrup, der har to børn på Nordstrandskolen, til TV 2 Lorry.

Ifølge Nordstrandskolens bestyrelse vil besparelserne få betydning på en række områder.

"Går altid udover børnene"

I brevet til forældrene skriver skolebestyrelsen at ture ”ud af huset”, som kræver et rejsekort, vil blive reduceret kraftigt.

Hvis skolens computere, smartboards eller inventar går i stykker, er der ikke penge til at reparere det, og eftermiddagsmaden i SFO’en, der normalt plejer at blive serveret, vil i efteråret bortfalde.

quote Vi må forvente i Dragør, at vi i 2023 skal spænde livremmen ind

Kenneth Gøttrup (K), borgmester, Dragør

Det bekymrer Helle Lønstrup. Hun fortæller, at hendes børn nyder eftermiddagsmaden.

- Eftermiddagsmåltidet har mange ting i sig. Det er et redskab, som pædagogerne kan bruge, hvor man kan tale sammen om, hvad der er sket i løbet af dagen, siger Helle Lønstrup og fortsætter:

- Det kan godt være, at det kun er det sidste halve år, men det kan betyde, at der er nogle børn, der ikke får spist ordentligt. Det synes jeg også er ærgerligt.

Handler det ikke bare om at bide i det sure æble i det halve år, der skal være besparelser?

- Nej, fordi det er altid børnene, der skal bide i det sure æble. Man skal kigge på kommunens andre områder i stedet for at spare på skoleområdet. Der skal være noget balance, siger Helle Lønstrup, der mener, at der skal tilføjes penge fremfor for at spare på skoleområdet.

- En ulykkelig situation

Borgmester i Dragør, Kenneth Gøtterup (K), forklarer, at besparelserne skyldes, at kommunen har haft et merforbrug til specialundervisning. 

- Der er flere børn, der har haft brug for specialundervisning end forventet. Vi har en samlet budgetramme, så vi har ikke råd til at tage penge op af kassen. For at overholde budgettet skal skolerne kompensere med det, vi har overskredet budgettet med, som er 2,9 millioner kroner, forklarer borgmesteren til TV 2 Lorry.

Kan det være rigtigt, at det er børnene, der skal blive ramt af besparelser?

- Det er en ulykkelig situation, men vi har en vis sum penge at gøre brug af, og vi er nødt til at overholde budgettet. Vi har brugt mere et sted, og så er vi nødt til at bruge færre penge et andet sted.

På den anden side af sommerferien venter budgetforhandlinger for næste år, og derfor er det endnu for tidligt at sige, om eksempelvis eftermiddagsmadordningen kommer tilbage igen. Men det er ikke fordi, at kassen bugner med penge.

- Vi har en meget stram økonomi i Dragør, som ikke lægger op til øget forbrug. Vi må forvente i Dragør, at vi i 2023 skal spænde livremmen ind, lyder det fra Kenneth Gøtterup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik