Lang næse til Dragørs unge: To ud af tre får ikke plads på ønsket gymnasium

Størstedelen af Dragørs ansøgere til Tårnby Gymnasium kan se frem til at gå i gymnasie et andet sted på grund af måden, eleverne bliver fordelt. Borgmester Kenneth Gøtterup (K) vil have ændret reglerne.

- Det er jo helt vildt nederen, at vi ikke har et valg. 

Sådan siger Ida Harbo, der er en af de unge i Dragør, der for nyligt kunne læse, at hun var optaget på Ørestad Gymnasium. 

Problemet er, at Ørestad Gymnasium slet ikke var et af de steder, Ida Harbo havde ønsket at starte efter sommerferien.

Sammen med 71 andre unge fra Dragør, havde hun søgt om optagelse på det nærmeste gymnasie, nemlig Tårnby Gymnasium. Men ligesom næsten to tredjedele af de andre ansøgere, har hun fået et afslag.

- Det gør det da helt klart mere besværligt. Gymnasierne er jo også forskellige, så det handler ikke kun om afstand, men også om hvordan de fungerer socialt og i undervisningen, siger Ida Harbo til TV 2 Lorry.

quote Jeg synes ikke, det er klynkeri. Jeg synes, det er rimelig kritik.

Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør, Konservative

Årsagen er, at Tårnby Gymnasium i år har oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere, og med den nuværende måde at fordele eleverne på, prioriteres elever med kortest afstand til gymnasiet.

Det har ikke været et problem de seneste syv år, men i år betyder det, at Ida Harbo i stedet har fået tilbudt plads på Ørestad gymnasium - der altså ligger endnu længere væk.

Borgmester: Man stiller Dragørs unge væsentligt ringere

Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup (K) kan godt forstå, at de afviste ansøgere er utilfredse.

- Jeg synes ikke, det er klynkeri. Jeg synes, det er rimelig kritik, siger han til TV 2 Lorry.

Han peger på, at den nuværende fordelingsmodel stiller Dragørs unge væsentligt ringere end andre kommuners unge. 

Årsagen er, at Dragørs placering på den sydligste del af Amager indskrænker antallet af gymnasier, de unge bor tæt på, sammenlignet med mere centralt beliggende kommuner.

- Man er nødt til at se på den geografiske udfordring i, at vi ligger for enden. Så bliver man nødt til at tilgodese de unge der bor på en ø, og som gerne vil gå på det tætteste gymnasium.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Mette Harbo er en af de forældre, der har svært ved at se logikken for Dragørs gymnasiesøgende unge.
Mette Harbo er en af de forældre, der har svært ved at se logikken for Dragørs gymnasiesøgende unge.
Foto: Privatfoto.

Handler om mere end rejsetid

Mette Harbo, mor til Ida Harbo, fortæller til TV 2 Lorry, at frustrationerne også handler om andet end at få hverdagen til at gå op.

- Det kommer jo til at gøre en stor forskel i deres sociale og faglige liv over de kommende år.

Hun mener, det sender et forkert signal til kommunens unge, når så mange ikke får plads, der hvor de har ønsket sig det.

- De bliver modløse. De bliver jo bedt om at tage ansvar for deres uddannelsesvalg og gøre en indsats med studietid og lektier. At vælge et gymnasie er jo en del af det spil, siger Mette Harbo.

Hvorfor Tårnby Gymnasium i år har oplevet en stigning i ansøgerantallet er fortsat uvist, men både borgmester og forældre gætter på, at en forestående ændring i fordelingsmetoden har fået flere til at søge tidligere end planlagt.

Fra næste år vil forældrenes indkomst nemlig få betydning for, hvordan gymnasieansøgerne fordeles.

TV 2 Lorry har forsøgt at indhente en kommentar fra det udvalg i Region Hovedstaden, der fordeler elever til gymnasier i blandt andet Dragør.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik