Kvinde vækket midt om natten af serieindbrudstyv – nu roses hun af politiet

En 30-årig mand er blevet idømt seks måneders fængsel for flere indbrudsforsøg i Dragør.

Gårsdagens solnedgang bliver den sidste, som en 30-årig mand kommer til at overvære det næste lange stykke tid.

Den 30-årige mand har onsdag fået en straksdom på seks måneders ubetinget fængsel, efter han natten til onsdag var på indbrudstogt i Dragør.

Det oplyser Københavns Politi.

Det lykkedes ikke den 30-årige at stjæle noget, selvom han angiveligt forsøgte sig hele tre gange.

Dog fik en kvindelig beboer sig noget af en forskrækkelse.

- Vi fik i nat også en anmeldelse om, at en fremmed mand var gået ind i et hus i Dragør. Da beboeren vågnede, stak manden af, men ud fra beboerens signalement kunne vi kort efter anholde en 30-årig mand i området, skriver Københavns Politi på Twitter.

Leder af indbrudssektionen i Københavns Politi, Jens Cappelén, er godt tilfreds.

- Borgeren reagerede helt efter bogen ved at kontakte os med det samme – og jeg er godt tilfreds med, at vi ved hjælp af hendes gode signalement kort efter kunne anholde manden, siger Jens Cappelén i en mail sendt til TV 2 Lorry.

Sigtet for tre indbrudsforsøg

Københavns Politi oplyser yderligere, at de har fået anmeldelser om to andre indbrudsforsøg i samme område, som de mener, den 30-årige også står bag.

- Gerningsmanden er foreløbigt sigtet for tre indbrudsforsøg i området, og den videre efterforskning skal nu klarlægge, om han kan sættes i forbindelse med andre sager, siger Jens Cappelén.

Den 30-årig blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer idømte ham seks måneders fængsel.

Politiet oplyser ikke, om den 30-årige har anket dommen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik