Bruger også Chromebooks: 16 kommuner bider negle efter Helsingør-dom

En stor del af sendeområdets kommuner benytter Google Chromebooks i skolerne, og det kan få store økonomiske konsekvenser.

Udover Helsingør er der i øjeblikket 16 andre kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde, der  benytter de for tiden meget omdiskuterede Chromebook-computere i skolerne.

Det viser en rundspørge, som TV 2 Lorry har foretaget hos de 34 kommuner i sendeområdet, hvoraf alle, med undtagelse af Vallensbæk Kommune, er vendt tilbage.

10 ud af de 17 kommuner, der bruger Chromebooks, undersøges lige nu af Datatilsynet.

Det endelige udfald af de igangværende forhandlinger i sagen mellem Kommunernes Landsforening (KL), Helsingør Kommune og Google kan dog ende med at få konsekvenser for alle kommunerne. 

Den 18. august fastholdt Datatilsynet sit forbud mod, at Helsingør Kommune må bruge Chromebooks på skolerne i kommunen. Chromebook er en bærbar computer, der indeholder programpakken Google Workspace, som elever kan arbejde i. 

Tilsynet har udstedt forbuddet, fordi kommunen i tilsynets øjne ikke har sikret elevernes data godt nok.

Helsingør Kommune var ellers ret overbeviste om, at Datatilsynet ville fjerne forbuddet, når først tilsynet fik indblik i kommunens regler for databehandlingen.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Se her, hvilke kommuner der benytter Chromebooks i skolerne

  • Albertslund 

  • Allerød - undersøges af Datatilsynet.

  • Ballerup - undersøges af Datatilsynet.

  • Brøndby - kun på enkelte skoler. 

  • Dragør 

  • Egedal - undersøges af Datatilsynet.

  • Glostrup - undersøges af Datatilsynet.

  • Greve

  • Gribskov

  • Helsingør - undersøges af Datatilsynet.

  • Herlev - kun på enkelte skoler. 

  • Hvidovre - undersøges af Datatilsynet.

  • Hørsholm - undersøges af Datatilsynet.

  • Ishøj - undersøges af Datatilsynet.

  • Solrød - undersøges af Datatilsynet.

  • Tårnby - undersøges af Datatilsynet.

  • København - kun på enkelte skoler.

Kommuner og KL arbejder for fælles løsning

KL gør opmærksom på, at Datatilsynets forbud indtil videre alene gælder Helsingør Kommune.

De oplyser samtidig, at der arbejdes på at finde en samlet løsning for alle kommuner.

- De berørte kommuner arbejder tæt sammen med hinanden og med KL om at finde løsninger på situationen, og det er også i samlet flok, at vi lige nu er i dialog med Google, oplyser Pia Færch, kontorchef i KL, i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Hvis det ikke lykkes at finde en løsning, så står KL klar til at hjælpe kommunerne. 

- Ender det med, at kommunerne skal finde alternative løsninger, vil vi selvfølgelig arbejde på det – men der er ingen tvivl om, at det godt kan blive både vanskeligt og dyrt, oplyser Pia Færch.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er en Chromebook?

  • Chromebook er en særlig type bærbar computer, som er baseret på Googles styresystem Chrome OS i stedet for på Windows, som mange andre bærbare computere, eller Mac OS, som bruges på bærbare computere fra Apple.


  • En Chromebook har typisk mindre plads end andre bærbare, hvilket blandt andet skyldes, at dokumenter og andet materiale gemmes i skyen - altså online og ikke på selve Chromebooken.


  • De lave specifikationer gør, at maskinen typisk er billigere end andre bærbare og holder strøm i rigtig lang tid. Derfor har de været oplagte til brug i undervisningen.


  • Google har udtalt til Politiken, at elever er godt beskyttet med selskabets produkter.


Kilde: Ritzau

Vi har lagt alle æggene i de her Chromebooks

En af de kommuner, der bruger Chromebook-computere i kommunens skoler, er Dragør Kommune.

- Vi har på den gode side af 1.000 Chromebooks. De koster 2-3.000 kroner stykket, så det er jo et betragteligt beløb, der er blevet brugt på dem, siger velfærdsdirektør i Dragør Kommune, Asger Villemoes Nielsen, til TV 2 Lorry.

Dragør har altså investeret på den gode side af et par millioner kroner i computere til skoleeleverne.

- Vi har ikke nogen exitplan. Vi har lagt alle æggene i de her Chromebooks. Vi er en lille kommune, og vi har derfor ikke økonomi til at købe noget andet. Så er det sagt, siger Asger Villemoes Nielsen.

quote Vi ville jo være nødt til at gå tilbage til pen og papir

Asger Villemoes Nielsen, Velfærdsdirektør i Dragør Kommune

Ender Datatilsynet med at nedlægge forbud mod brugen af Chromebooks, så står Dragør Kommune altså med et problem.

- Vi ville jo være nødt til at gå tilbage til pen og papir, indtil vi finder ud af en løsning, siger Asger Villemoes Nielsen.

En økonomisk udfordring

I Hørsholm Kommune benytter man også Googles Chromebook-computere ude på skolerne. De forventer dog ikke, at deres brug af computerne er problematisk.

- Hørsholm Kommune har ikke formuleret en exit-strategi. For det første fordi kommunens opfattelse er, at den eksisterende brug af Chromebooks overholder reglerne. For det andet fordi KL og Datatilsynet arbejder på at finde en løsning i Helsingør-sagen, som samtidig forhindrer eventuelle problemer for andre kommuner, der bruger Chromebooks, siger Jan Dehn som er velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune til TV 2 Lorry.

Han fortæller dog, at såfremt Datatilsynet nedlægger forbud mod brugen af Chromebooks, så vil det have store konsekvenser for skolerne såvel som kommunen.

- Det vil helt klart udfordre undervisningskvaliteten. Vi har jo en lige så konsekvent brug af Chromebooks, som de har i Helsingør. Der er ingen tvivl om, at det vil give problemer for eleverne, og at det desuden vil være en økonomisk udfordring af betydelige dimensioner for kommunen, siger Jan Dehn.

Et problem for den digitale dannelse

Hos Skolelederforeningen mener man, at det er vigtigt at kunne garantere, at de danske skoleelevers data behandles forsvarligt og sikkert. De frygter dog samtidig konsekvenserne af et forbud mod brugen af Chromebooks.

- Vi vil blive sat noget tilbage i forhold til brugen af digitale undervisningsprogrammer. Det vil betyde, at skolerne skal bruge rigtig mange ressourcer på at indkøbe nye computere for at leve op til sikkerhedskravene, siger Dorte Andreas, som er næstformand for Skolelederforeningen, til TV 2 Lorry.

Der kan altså være store udgifter forbundet med et forbud. Derfor kan skolerne i en periode blive nødt til at benytte analoge værktøjer. Det er dog heller ikke helt uproblematisk.

- Sat lidt på spidsen, så vil vi være nødt til at gå tilbage til papir, blyant og lærebøger. Men i og med at mange af skolerne ikke længere ligger inde med analoge lærebøger, så skal de jo ud at indkøbe nye, og det koster jo også. Så et forbud vil unægtelig resultere i en del udgifter, siger Dorte Andreas.

Et forbud mod brugen af Google Chromebooks vil ifølge Dorte Andreas ikke kun have undervisningsmæssige og økonomiske konsekvenser.

- Det digitale er jo en del af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Så hvis vi skal gøre eleverne klar til det samfund, der venter dem, så skal de være i stand til at benytte de digitale værktøjer. Det handler altså ikke kun om uddannelse men også om dannelse, siger Dorthe Andreas.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik