Borgmester i hårdt ramt kommune: "Jeg tror, vi lukker ned"

Dragør Kommune har et testjusteret incidenstal på 279,74. En kommune skal automatisk lukke ned, når grænsen på 300 passeres, og det bekymrer borgmesteren.

Borgere i Dragør Kommune kan nu øjne en automatisk nedlukning på grund af alt for meget smitte med coronavirus. 

Onsdagens smittetal viser således, at det testjusterede incidenstal i kommunen er 279,74. 

En kommune skal automatisk lukke ned, når grænsen på 300 passeres - altså 300 smittede per 100.000 borgere. 

Samtidig skal der være flere end 20 smittetilfælde i alt de seneste syv dage. I Dragør Kommune har der været 54 nye smittede den seneste uge.

- Det er utroligt bekymrende, siger Helle Barth (V), der er ny tiltrådt borgmester i Dragør, til TV 2 Lorry.

Mandag kunne TV 2 Lorry fortælle, at kommunen har sendt brev ud til alle borgere over 18 år, ligesom fire skoleklasser på Dragør Skole blev hjemsendt på grund af smitte, efter 11 elever har fået konstateret covid-19.

Borgmester Helle Barther er ikke vidende om, der er enkelte begivenheder, der kan have udløst smitten. Men sundhedsmyndighederne har oplyst kommunen, at smitten er særligt høj blandt de 40 til 59-årige borgere.

Helle Barth indførte i mandags, efter den tidligere borgmester Eik Bidstrup officielt havde fratrådt, at alle fysiske udvalgsmøder nu skal foregå digitalt. Og det samme gælder nu også alle møder ude på skolerne.

Onsdag aften er der indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde, Dragørs politikere skal drøfte nye mulige tiltag, der kan dæmme op for smitten, inden kommunen rammer den kritiske grænse på 300 smittede per 100.000 borgere.  

- Vi har flere andre værktøjer, vi kan tage i brug. Vi kan kigge på hele kulturområdet, bibliotekerne, indendørs sportsområder og lave intensiveret smitteopsporing, siger Helle Barth.

Men er det nok?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, vi lukker, lyder det ærlige svar fra Helle Barth.

Omsorgscenter ramt af besøgsrestriktioner

Foreløbig betyder det høje smittetal i Dragør, at Styrelsen for Patientsikkerhed har givet kommunen påbud om at fastsætte restriktioner for besøgendes adgang til kommunens aflastningspladser på Omsorgscenteret Enggården. 

- Det er et sted for borgere såsom min gamle far på 78 år, hvis han for eksempel har brug for at komme ud til aflastning, eller borgere der kommer hjem fra hospitalet og har brug for en slags mellemstation, inden de vender hjem til deres hjem, forklarer Helle Barth

Dragør Kommune oplyser på sin hjemmeside, at påbuddet er begrundet i, at der generelt er stor udskiftning i beboere på aflastningspladser, og at beboernes samlede vaccinationsstatus derfor varierer og ikke generelt er over 80 procent. 

Påbuddet er yderligere begrundet i, at beboernes risikostatus ikke nødvendigvis er kendt, og at de beboere, der er i øget risiko for at udvikle alvorlige forløb med covid-19, er vaccineret.

Opfordrer borgere til at følge coronaretningslinjer 

Borgmester Helle Barth opfordrer borgerne i Dragør til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer ekstra nøje i den kommende tid.

- Hold afstand, brug mundbind, sprit af og lad være med at se for mange mennesker på én gang, siger hun. 

Der er både mulighed for hurtigtest og PCR-test i Dragør Kommune.

PCR-test med tidsbestilling foregår i Hollænderhallen, Halvejen 3 i Dragør. Du kan bestille tid til mandag, onsdag, fredag og søndag fra klokken 06.30 til 14.30 og tirsdag, torsdag og lørdag fra klokken 15.30 til 23.30.

Hurtigtest foregår for eksempel i det mobile testcenter i Aktivitetshuset Wiedergården, Wiedergården 2 i Dragør. Der er åbent hver dag fra 08.00 til 20.00 – også lørdage, søndage og helligdage.

Vær opmærksom på, at du opfordres til at tage en PCR-test, hvis din hurtigtest er positiv.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik