Solrød–borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Emil Blücher (LA) lover, at de vedtagende skattestigninger for 2023 og 2024 bliver aflyst.

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og I - har opnået om fire år?

  • Mere åbenhed omkring de politiske processer i kommunen. Det tidligere byråd lukkede sig om sig selv. Jeg ønsker at åbne op. For eksempel ved at indføre tv-transmission fra byrådsmøder og indsætte en borgerrådgiver. Om fire år skal borgerne mærke, at beslutninger ikke bare bliver truffet og så meldt ud, men at der har været åbenhed i forløbet op til.
  • Bedre kapacitet i skoler og dagtilbud Kapaciteten er ikke i orden, som det er nu. I vores dagtilbud, som det er lige nu, må man tage til takke med det første og bedste, man får. Der er ikke noget frit valg. Vi skal bygge nye institutioner. I skolerne skal der tilføres flere klasselokaler.
  • I forlængelse heraf skal der indføres mere valgfrihed i de kommunale tilbud. Vi har kun ét plejecenter i Solrød Kommune, og godt nok er det 50-50 kommunalt/privat. Men vi er så meget bagud på kapacitet, at der ikke er noget frit valg. Så jeg vil gerne love, at der bygget et friplejehjem i Havdrup inden for fire år, og at vi har skaffet valgfrihed til at tilbyde noget andet, for eksempel seniorboliger med relation til et plejehjem.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Det er mangel på seniorboliger. Blandt kommunens boligmasse er 70 procent på fire værelser eller derover. Udover at det er så få på tre værelser eller derunder, så er mange boliger også bygget uden elevatorer og med indvendig trappe. Der er behov for mere boligrotation så seniorer også kan finde passende steder at bo.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

Når vi skal lave nye lokalplaner og foretage boligudstykninger, skal vi simpelthen gøre det til et krav, at senioregnede boliger og små boliger vægtes højere. Nok bruger vi udtrykket senioregnede boliger, men yngre kan jo også flytte ind der. Flere boliger med en størrelse på to til tre værelser vil give en mere blandet beboersammensætning.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Jeg drømmer om, at borgerne får tilliden tilbage til politikerne. Det har de ikke nu.

November sidste år var et jordskredsvalg, hvor Venstre, der har siddet på magten i 50 år, blev væltet. Det gjorde de, fordi de undervejs havde fået en idé om, at man ikke skulle lytte til borgerne bortset fra hvert fjerde år. Det gør, at der eksisterer en enorm mistillid fra borgerne i Solrød over for politikere. De føler, at deres høringssvar ikke batter. Det skal ændres.

Om fire år må succeskriteriet være, at borgertilfredshedsundersøgelser viser, at tilliden er tilbage. Det er min drøm.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Vi er gået til valg på at holde den i ro. Med til historien hører, at det er planlagt, at skatten skal stige i 2023 og 2024. Men de skattestigninger får vi aflyst.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    I en retning med decentralisering af enhederne. I stedet for at være placeret centralt i Solrød skal der etableres en hjemmeplejeenhed i Havdrup. Det sparer køretid og giver mere tid hos de ældre. Og så i en retning med mere frit valg, så der ikke kun er ét plejehjemstilbud.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Vi mangler kvadratmeter. Og så skal vi have særligt fokus på personaleomsætning – altså hvor længe folk bliver og sygefravær. Kommunen må ikke blive en svingdørsarbejdsplads. Det handler meget om ledelse, for nogle institutioner har stærke ledere, som gør det godt. Det skal bredes ud.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Vi skal udvide kapaciteten. Helt konkret er det største problem i strandområdet, hvor der skal bygges til enten ved Munkekærskolen eller Uglegårdsskolen. Sekundært skal man fjerne nogle funktioner fra skolerne for at få mere plads – for eksempel ved at flytte specialklasser eller SFO fra skolen.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Vi synes selv, vi er en af de mest ambitiøse i forvejen. I konstitueringsaftalen sigter vi efter at være CO2-neutral i 2030. Det gør vi ved at skrue på småting, for vi er allerede godt i gang. Jeg kan nævne biogasanlægget, der producerer grøn energi. Lavpraktisk skal vores bygningsmasse gennemgås for at energioptimere, og så skal vi give tilladelse til solceller på flade tage.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    Vi skal stille højere krav til de projekter, der bliver vedtaget i forhold til at skabe grønne rum. Hvis vi har kommunale stykker jord, der frasælges til boliger, skal det ikke bare handle om at få mest muligt i kommunekassen. Vi skal i stedet vægte, at der prioriteres byparker med løberuter og så videre ind i byudviklingen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik