Lyngby-Taarbæk–borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Sofia Osmani (K) ønsker Letbanens skinner og ledninger hen, hvor peberet gror.

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og I - har opnået om fire år?

Politik tager tid, og mine 20 år i faget har lært mig, at man skal passe på meget at love noget. Men jeg vil gerne garantere, at jeg vil arbejde for at sikre disse tre tiltag:

  • Om fire år er vi i gang med at udbygge dagtilbudsområdet. Vi ved, at det er nødvendigt, da vi kommer til at mangle pladser. Vi har vedtaget at bygge fire nye daginstitutioner, som vi skal være i gang med at bygge til den tid.
  • Vi har omsat vores bæredygtighedsstrategi til en handleplan, som vi skal være godt i gang med at implementere. Herunder udrulning af fjernvarme til husejere, så de tilbydes tilslutningsmulighed.
  • En helhedsplan for Lyngby Centrum skal være vedtaget, og så skal vi være i gang med at føre den ud i livet. Den skal sikre, at området fortsat er attraktivt for handelslivet, og at der er kommet mere grønt og mere liv på områder, hvor dette ikke er tilfældet lige nu.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Rekruttering af medarbejdere er den største og vigtigste udfordring, vi står over for. Det er fint nok, at vi bygger nye daginstitutioner og investerer i ældreplejen, men hvis vi ikke kan finde pædagoger og sosu-assistenter, er der svært at højne områderne.

Samtidig står vi til at skulle tage imod en del ukrainske flygtninge, hvilket vi glad og gerne gør. Det er vores pligt. Men det betyder også, at der kommer flere børn, som skal i dagtilbud og skoler, hvilket er med til at øge presset på områderne, hvor vi har rekrutterings- og pladsvanskeligheder.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

En stor del af det er ude af vores hænder og ligger hos politikerne på Christiansborg. Dem skal vi påvirke i en retning, hvor de gør det mere attraktivt at tage et arbejde og får dem til at blive på arbejdsmarkedet i flere år.

Selv gør vi som kommune også noget. Vi har en aftale med FOA og BUPL, hvor vi arbejder på tiltag, der skal gøre det mere attraktivt at gå op i tid og blive i jobbet længere. Vi har mange på deltid på børne- og ældreområdet, som vi gerne vil have på fuld tid. Det kan man for eksempel gøre ved at indføre mere fleksibilitet i deres arbejdstid og tidsstyring.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Letbanen med dens køreledninger og skinner kunne jeg godt drømme mig væk. Jeg er ikke imod kollektiv trafik – tværtimod, for eksempel er jeg tilhænger af BRT-busser og des lige. Men jeg er ked af måden, Letbanen skærer vores by over på. Så den drømmer jeg mig væk.

Det er jo ikke realistisk, må jeg erkende. Så i den mere realistiske afdeling drømmer jeg om en ny musikskole i Lyngby Centrum, der også kan tjene som et musikhus. Vi har et behov for en musikskole, og hvis vi samtidig gør det til et musikhus, kan vi give områdets kulturliv et løft.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Kommuneskatten skal være uforandret de kommende fire år. Da vi hævede den sidst (fra 23,7 procent til 24,38 i 2021, red.), skete det, fordi vi fik en regning fra udligningsreformen. Bliver det til gengæld muligt at sænke grundskylden, vil vi helt klart prioritere at gøre det.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Vi skal bygge et nyt friplejehjem i løbet af de næste fire år. Med dette får vi øget valgfrihed hos de enkelte borgere. Det er altid godt, når borgerne har flere valgmuligheder, og så mener jeg, at et friplejehjem kan tjene til gensidig inspiration i ældreplejen.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Kodeordet er nybygning og renovering af de eksisterende. Vi har fået lavet en analyse, der viser, at vores bygninger vil være utidssvarende, hvis ikke vi går i gang med at renovere. Så det skal vi i gang med. Samtidig skal der bygges de føromtalte fire daginstitutioner. Det bliver en stor opgave for os de kommende år.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Fagligheden på vores folkeskoler er meget høj, så det skal vi ikke pille for meget ved. I stedet skal vi have et øget fokus på trivsel hos eleverne. Vi ved, at mange unge har det svært, og de skal rummes bedre. Resultatkulturen, karakterræs og pres på de unge er noget af det, vi skal kigge på. Det er en svær dagsorden, for hvis der fandtes en simpel kur mod unges mistrivsel, ville alle jo bruge den.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Som kommune skal vi naturligvis leve op til Paris-aftalen, men vi synes i virkeligheden, den er lidt uambitiøs. Så vi skal i gang så hurtigt, som muligt. Det store skridt bliver udrulningen af fjernvarme. Det er den mest effektive vej til at nedbringe CO2. Så skal vi også energioptimere vores egne bygninger. Vi har også nedsat et udvalg, hvor vi inviterer virksomheder til at deltage. For hvis vi virkelig skal gøre noget, skal vi også have erhvervsliv og borgere med.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    Jeg har svært ved at se for mig, at vi kommer til at bygge i rekreative, grønne områder. Det er klart, at vi skal bygge fire nye daginstitutioner, og det er da muligt, at vi bygger et sted, hvor der ikke var bygget før. Men vores primære mål er, at vi bygger et sted, hvor der allerede var bygget – eller gøre det et sted, hvor borgernes rekreative områder ikke kompromitteres.

    Er der mere natur i Lyngby-Taarbæk Kommune om fire år i forhold til i dag?

    Det kommer an på, hvordan man måler det. Jeg håber, at vi har en højere biodiversitet. Men vi har ikke kæmpestore områder, vi kan omdanne fra bebyggelse til natur. I stedet vil jeg fokusere på at højne kvaliteten af den eksisterende natur.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik