Hillerød-borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Kirsten Jensen (S) lover borgerne i Hillerød, at folkeskolerne får et stort løft inden for de kommende år, og så skal der skal laves en handlingsplan mod trafikstøj.

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i Hillerød, at du - og byrådet - har opnået om fire år?

Jeg vil gerne love, at vi om fire år har:

  • Fået udbygget vores folkeskoler og institutioner, så der er plads til vores børn.
  • Styrket Hillerøds position som uddannelsesby for Nordsjælland, så endnu flere unge (og ældre) vælger at uddanne sig hos os.
  • Er kommet meget tættere på at opfylde vores mål om at reducere udledning af CO2, og har sat endnu mere i gang for at sikre en mangfoldig natur.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Vores store udfordring er den samme som andre offentlige og private virksomheders:

Vi skal kunne rekruttere medarbejdere til både børneområdet og ældreplejen. Da mere og mere af sundhedsopgaven kommer til kommunerne, gælder det også faggrupper som sygeplejersker, SOSU-assistenter og psykologer.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

Vi skal først og fremmest vise vores attraktive arbejdspladser med godt arbejdsmiljø og tillid til, at medarbejdernes faglighed i samspillet med borgerne er det allervigtigste. Jeg mener, at vores satsning på uddannelse også har stor betydning for at kunne rekruttere og fastholde. For eksempel skal vi aktivt støtte dem, der vil videreuddanne sig. Og så skal den nye læreruddannelse i Hillerød hjælpe med til, at vores skoler nemmere får flere uddannede kolleger.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Lad mig vælge to projekter.

  • Vi skal i gang med at udvikle Favrholm Stadionkvarter i nærheden af en ny station og et nyt hospital for Nordsjælland. Det er en kæmpestor ting for os. Det skal være et kvarter, hvor en bydel skal udformes ud fra muligheden for at bevæge sig, være fælles og med et stort moderne stadion og et sportsakademi.
  • Det andet er, at vi skal godt igennem den helt nødvendige kloakering af midtbyen og ende med en gågadebelægning, som gør borgerne og de handlende glade og virker indbydende på alle dem, som kommer for at handle og blive underholdt i Hillerød.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Den bliver holdt i ro.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Jeg vil nævne tillid til medarbejderne, og at borgerne skal kunne opleve nærvær og tryghed. Og at vi får bygget Generationernes Hus i Favrholm som både plejehjem, børnehave og forsamlingshus.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Vi har gode dagtilbud, og som udviklingskommune skal vi sikre plads til alle. Det er vi i fuld gang med. Jeg vil arbejde for penge til bedre normeringer, men der skal også fokus på tilstrækkeligt uddannet personale, så vi hurtigt kan gøre det godt for børn med særlige behov.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Vores folkeskoler skal være familiernes naturlige førstevalg. Jeg mener, at det er vigtigt, at de ved, at vi arbejder kvalificeret med børns særlige behov, har specialisering samtidig med, at vi drager omsorg for, at mange børn har det godt i almenskolen. Og så skal læreruddannelse i Hillerød sammen med pædagoguddannelsen naturligvis hjælpe os her.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Vi skal vedtage en strategisk energiplan for hele vores kommune, så flere kan få omstillet deres energiforbrug til bæredygtig. Vi skal have flere med på fjernvarmen. Vi skal sikre produktion af bæredygtig strøm, og vi skal have flere el-ladestandere og emissionsfri transport. Listen er nok længere! Vi vil have mere vild natur, også bynatur, og en handlingsplan mod støj.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    Naturen og landskabet er en del af planlægningen af det nye, store byudviklingsområde i Favrholm. Stisystemer skal gøre det nemt for os at komme ud i naturen, som er tæt på de fleste steder i vores kommune. Vi ved, at man rejser skov for at passe på drikkevandet, men det gavner også den ellers udpinte biologiske mangfoldighed.

    For at gøre det bedre, har vi vedtaget en strategi for bynatur, en arkitekturpolitik og en boligpolitik, og de bygger på den styrke det er, at vores kommune ligger midt i det skønne Nordsjælland med skov, søer og landskab.

    Når vores små byer skal formulere deres visioner for bevaring eller udvikling, så er jeg sikker på, at naturen kommer til at stå stærkt for dem. Vores nye kommuneplan har fokus på, at der er en klar afgrænsning imellem by og det åbne land.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik