Gribskov–borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Bent Hansen (V) har overtaget magten i Gribskov Kommune, og med ham ved roret vil borgerne – ifølge Hansen selv – opleve en kommune, der er mere åben og gennemsigtig.

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og I - har opnået om fire år?

  • Vi har fået en mere åben kommune, hvor borgerne og erhvervet er i centrum. For eksempel skal alle mails afsendt fra Gribskov Kommune have en reel afsender og ikke bare være ”fra kommunen”. Det skal bringe kommunen nærmere borgeren og sætte dem i centrum – ikke omvendt.
  • Det samme gør sig egentlig gældende ved mit løfte nummer to, som handler om sagsbehandlingstider. Der skal være indført en tidslinje over sagsbehandlingsforløbet, som borgeren kan forholde sig til. For eksempel på byggesager eller socialsager. Jeg kan ikke garantere, at vi bare sådan kan nedbringe sagsbehandlingstiderne. Men ved at indføre en tidslinje, så borgeren ved altid, hvor man befinder sig i forløbet. Heri ligger der også en åben kritik af måden, vi har drevet sagsbehandlingerne på indtil nu.
  • Mit tredje løfte er, at vi har lavet en seriøs klimahandleplan for Gribskov Kommune, for det har vi ikke nu. Vi skal som alle andre reducere vores CO2-udledning med 70 procent i 2030, så vi skal i gang. Der er så mange følelser og fornemmelser i klimadebatten, men den nye klimahandleplan skal baseres på fakta.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Rekruttering af arbejdskraft og effektivisering af arbejdsopgaver. Der er mangel på arbejdskraft på næsten alle områder i det kommunale. Det stiller os i en situation, hvor vi har svært ved at skaffe for eksempel sosu-assistenter og pædagoger. Det giver udfordringer i forhold til minimumsnormeringer i institutioner.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

Det handler for mig at se om effektivisering af arbejdsopgaver. For eksempel kan vi benytte os af mere teknologi og flere hjælpemidler. Den teknologiske udvikling skal vi være hurtige til at hoppe med på.

Så handler det sekundært om at få nedbragt sygefraværet, som jo på det seneste har været stort set umulig at have med at høre her under corona.

Og så skal vi til sidst i stigende grad lade mindre, private firmaer løse opgaver for os, så der er en naturlig konkurrence mellem offentlige og private. Det skal ikke være enten eller, men en god kombination af de to. Det skal være attraktivt for mindre firmaer at byde ind på en opgave hos os.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Jeg har netop skrevet under på en kontrakt på en vejstrækning mellem Græsted og Gilleleje. Det har der været arbejdet på i 30 år, så det er naturligvis ikke kun min fortjeneste. Men at vi forbedret infrastruktur fra København hele vejen op til Gribskov og Helsinge, det drømmer jeg om. At få Hillerødmotorvej helt op til Helsinge ville virkelig være en drøm for mig. Vi har jo ikke en eneste meter statsvej her.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Der kommer ingen skattestigninger, og jeg vil helst sænke den. Får vi balance mellem udgifter og indtægter, står det meget højt på min agenda.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Det skal gøres endnu mere attraktivt for de private at byde ind på ældreplejeopgaver, og især mindre, private aktører, skal kunne byde ind på mindre geografisk afgrænsede områder i stedet for at skulle tage opgaven med hele kommunen.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Vi har temmelig mange private institutioner, og jeg håber, at den naturlige konkurrence mellem de kommunale og private vil være med til at højne kvaliteten. De private institutioner skal jo gøre sig interessante for at få kunder i butikken, og det vil smitte af på det kommunale.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Der skal stadig være stærke skoler i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at vi bibeholder dem i lokalsamfundene.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Vi skal have udarbejdet en seriøs klimahandleplan, der skal baseres på fakta og ikke følelser og fornemmelser. Det er vigtigt at indse, at klima og miljø er nogle gange modsætninger.

    Lavpraktisk vil jeg arbejde på at opdatere lokalplaner, hvor det ikke er tilladt med solceller på taget. Det skal gøres muligt i højere omfang.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    Borgerne i Gribskov Kommune har i kraft af beliggenheden adgang til store områder med natur som strand og skove. Det skal de fortsat have adgang til, uden at de hegnes ind som Naturnationalparker.

    Den del af vores byudvikling, som er lavet eller på tegnebrættet, påvirker ikke naturen. Sådan skal det blive ved med at være. Ved den sidste kommuneplan var områder foreslået til byudvikling, som lå i natur, men det blev forkastet. Det vil jeg fortsat stå i spidsen for.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik