Brøndby-borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Kent Max Magelund (S) tager endnu en tjans som borgmester med et absolut flertal i Brøndby Kommune. Men betyder det så bare, at borgerne kan forvente mere af det samme?

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og I - har opnået om fire år?

  • Vi har omdannet erhvervsområdet i Kirkebjerg fra erhverv til boliger, og det er så småt begyndt at blive beboet. Om fire år Kirkebjerg udbygget, mens vi også er ved at lave nye dagtilbud og er ved at renovere og udbygge skoler.
  • Vi har fået mere sport og bevægelse i Brøndby Kommune. I samarbejde med DGI skal vi have 2.000 flere voksne til at blive fysisk aktive, 1.000 flere skal melde sig ind i foreningslivet, mens 1.000 flere børn også skal blive aktive i foreninger. Vi har tidligere haft en dårlig sundhedsprofil her i kommunen, men det skal der tages livtag med nu.
  • Via vores boligpolitik har vi gjort Brøndby til en mere attraktiv kommune at bosætte sig i, både for erhverv og for børnefamilier.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Det bliver formuleringen af visioner og drømme for fremtidens Brøndby Strand. Her skal vi rive fem højhuse ned og omdanne hele området. Det bliver virkelig spændende. Vi har fået forslag fra tre virkelig gode arkitektteams, og de færdige bud fra dem kommer den 25. april. 

Herefter skal vi udvælge en vinder, så vi kan komme i gang i 2023. Udfordringen, vi står over for, melder sig især, når vi taler om almene boliger, der skal laves om til ejer- eller lejeboliger, fordi investorerne hellere vil det.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

I samspil med alle dem, der bidrager til projektet, skal vi løse det i fællesskab. Lige nu er der så mange forskellige muligheder og lige så mange forskellige ønsker til det her projekt, at ingen aner, hvor det havner henne. Men jeg vil sætte mig i spidsen for at få alles ønsker hørt.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Jeg drømmer om, at området omkring Brøndby Stadion bliver lavet om til regionalt udviklingsområde, hvor ambitionen er, at Sportsbyen i Brøndby skal samle de førende sportsorganisationer blive til et kraftcenter for idræt.

Vi har stadig nogle byggefelter derude, og min drøm er, at der skal være liv derude og ikke lukket og slukket fra klokken 16, når kontorerne lukker ned. At området bliver et mødested med mere liv og mere lys og et samlingspunkt for alle mulige idrætsfaciliteter. 


Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Den vil være uændret.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Vi er den kommune i hele Danmark, som prioriterer allerflest midler til service på ældreområdet, og det vil vi fortsætte med. Jeg får mange henvendelser fra ældre og pårørende, der siger, at det er dejligt blive gammel i Brøndby. Sådan skal det blive ved med at være.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Visionen er, at vi vil have 80 procent uddannede pædagoger, og vi er godt på vej. Den anden del er den svære, nemlig at fastholde dem. Men vi får flere nye daginstitutioner, og det kan være med til at trække uddannede til.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Her hænger vi. Og det skal vi gøre rigtig meget ud af. Vi har lige haft tilsyn fra ministeriet på grund af dårlige karakterer, og der skal vi lave en masse tiltag for at ændre det. Jeg har selv været lærer i mange år, så jeg ved godt, hvordan det er et presset område.

    Men vi skal have gang i et sejt træk, hvor jeg håber, at vi om fire år kan se, at karaktererne er blevet bedre, og at vi sender flere videre i ungdomsuddannelser.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Vi har et godt samarbejde med de andre kommuner langs Strandparken om klimasikring mod en 100 års-hændelse. Med hensyn til CO2-nedbringning, så skal vi have flere elbiler. Netværket af ladestandere skal udvides markant. Derudover skal vi udbygge fjernvarmenettet og få klima på som et fag i skolerne.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    I vores byudvikling gør vi meget ud af, at det skal være kvalitetsbyggerier med plads til natur. Det betyder store grønne områder mellem de forskellige byggerier. Men hensyn til vores grønne områder, så kommer vi ikke til at gå ind og bebygge dem. Det garanterer jeg. Men hvis vi gør, så sørger vi for at etablere tilsvarende eller mere et andet sted.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik