William og Alexander er verdensmestre i at stable kopper

William Kamper og Alexander Engell-Hedager Damkjærer er begge både danmarks- og verdensmestre i sportstacking - sporten, der handler om at stable kopper på tid.

5,287 sekunder.

Det er Williams Kampers rekord, og hver decimal tæller.

Men han er hverken sprinter, elitesvømmer eller motorsportsatlet. I stedet er hans foretrukne sport en, som tager udgangspunkt i det, der gemmer sig i de fleste køkkenskabe - nemlig kopper.

quote Du skal bare stable kopperne op og ned så hurtigt, som du kan.

William Kamper, verdensmester i sportstacking.

14-årige William Kamper er nemlig både danmarksmester og verdensmester i sporten sportstacking, der handler om at stable kopper i pyramider og tage dem ned igen på tid. Som niårig fik han øjnene op for sporten, der kræver hurtige hænder og nerver af stål, og siden har han ikke set sig tilbage.

Danmarksmester på ingen tid

Det startede alt sammen for fem år siden. En ven introducerede William Kamper for sportstacking, og efter at have købt sine egne kopper, er det gået stærkt for den unge danmarksmester.

- Jeg synes, det så meget sejt ud. Så jeg købte et sæt kopper og prøvede at lege med det, og så blev jeg danmarksmester, siger 14-årige William Kamper.

I 2019 vandt William Kamper hele syv titler ved danmarksmesterskabet i sportstacking. Men den unge sportstacker kan ikke siges at være kommet sovende til sine sejre. Siden han fik øjnene op for de hurtige kopper, har han øvet sig i op til tre timer om dagen.

- Jeg har bare øvet mig i 5 år, og så har jeg bare blevet ved og ved. Det skal bare gå så hurtigt som muligt, siger William Kamper.

Sportstacking kom fra elever, der kedede sig.

Sportstacking er en sportsgren, hvor udøverne skal forsøge at stable kopper og tage dem ned igen på så kort tid som muligt.



Kopperne, der bliver brugt, er ofte speciallavede og kommer i mange forskellige udformninger.



Der er flere forskellige discipliner indenfor sportstacking: 3-3-3, 3-6-3 og det, der bliver kaldt for cycle. Udover disse discipliner findes også forskellige holddiscipliner som: relay og double. 



I 3-3-3 bruges ni kopper. Øvelsen består af tre sæt med tre kopper hver. De tre sæt skal derefter stables fra højre til venstre eller omvendt og derefter tages ned i deres originale position i samme rækkefølge som de blev opstablet.



I 3-6-3 burges der 12 kopper. Øvelsen minder meget om 3-3-3, men en af de tre sæt består af seks kopper i stedet for tre. 



Cycle benytter ligeledes 12 kopper. I denne øvelse skal man udføre en 3-6-3, der bliver lavet om til en 6-6 hvor to sæt i stedet har seks kopper hver. Endeligt udføres en 1-10-1, hvor der er tre sæt på bordet med henholdsvis en kop, 10 kopper og en kop. Til sidst sættes kopperne tilbage til deres oprindelige udgangspunkt. 



I holddisciplinen Double udfører to atleter sammen en af de ovennævnte øvelser, hvor de kun må benytte en hånd hver. Disciplinen Relay fungerer i stedet som en form for stafet i sportstacking med fire udøvere.



Opfundet i 1981

Sportstacking er en relativt ung sport, og blev opfundet i Californien i 1981. En frivillig ved navn Wayne Godinet, der arbejdede på et fritidstilbud for børn og unge, lagde mærke til at børnene var begyndt at kede sig med klassiske sportsgrene. Godinet fik idéen til at lave konkurrencer i hvem, der kunne stable papirkopper hurtigst. Sporten blev hurtigt populær blandt børnene og begyndte at sprede sig. Sportstacking vandt først international anerkendelse, da flere udøvere optrådte på The Late Show med Johnny Carson.



En idrætslærer ved navn Bob Fox blev grebet af idéen og afholdt for første gang en statsturnering i Colorado i 1997. Siden grundlagde han i 2001 World Cup Stacking Association (WCSA) og 2005 ændrede forbundet navn til World Sport Stacking Association.



I dag er Sport Stacking en populær adspredelse i næsten hele verden, og konkurrencer og turneringer afholdes i lande som Kina, Malaysia, Amerika og Europa.



Verdensrekorden i disciplinen 3-3-3 er 1.322 sekunder og holdes i øjeblikket af Koreanske Hyeon Jong Choi.

Konceptet er simpelt. I sportstacking gælder det om at stable kopper ovenpå hinanden i forskellige mønstre. I 3-3-3 stabler man tre pyramider med tre kopper i hver, mens der i 3-6-3 stables tre pyramider, hvoraf en har seks kopper. Og så gælder det om at gøre det så hurtigt som muligt - med den unge danmarksmesters egne ord:

- Du skal bare stable kopperne op og ned, så hurtigt du kan, siger William Kamper.

Men selvom sporten kan se simpel ud på overfladen, så kræver den både ekstrem hurtighed, fingerfærdighed og evnen til at holde hovedet koldt - også til internationale konkurrencer. Forskellen på sejr og nederlag er nemlig ofte bare tiendedele af sekunder.

Noget der betyder, at der på William Kampers værelse står flere hylder fyldt med kopper i forskellige udformninger. F.eks. mangler nogle af kopperne deres bund, et designelement, der gør, at kopperne yder mindre vindmodstand. Et afgørende punkt, når det skal gå hurtigt. Og de mange trofæerne og medaljer, der pryder William Kampers værelse vidner om, at han er en af de hurtigste ikke bare i Danmark, men i verden.

Verdensmestre og venner

I William Kampers stue står et bord med en lysende timer på forsiden, der sjældent kommer over 7 sekunder. Nemlig et såkaldt sportstackerbord. 

Normalt træner William Kamper ellers i Frederiksberg Sportstackerklub, men under corona har det ikke været muligt at være der, og i stedet har træningen foregået derhjemme, ofte i selskab med sin gode ven og den fælles verdensmester Alexander Engell-Hedager Damkjær. 

quote Jeg tror ikke, det er for titlerne, jeg stacker.

Alexander Engell-Hedager Damkjær, verdensmester i sportstacking.

De to drenge mødte hinanden i Frederiksberg Speedstackerklub, hvor Alexander Engell-Hedager Damkjærs far er formand. Og selvom William Kamper dengang var nybegynder, så var talentet tydeligt for den mere garvede Alexander.

- Der var kommet en ny ind, og så er han allerede bedre end mig. Så blev træningen lidt mere intensiv, for jeg ville jo være bedre end ham, der lige var kommet ind, siger Alexander Engell-Hedager Damkjær, verdensmester i sportstacking.

Ni kopper er alt, hvad der behøves for at komme i gang med sportstacking. Men flere års øvelse skal der til for at kunne konkurrere med de bedste.
Ni kopper er alt, hvad der behøves for at komme i gang med sportstacking. Men flere års øvelse skal der til for at kunne konkurrere med de bedste.

De to drenges venskab og fælles passion betyder, at de presser hinanden til deres yderste indenfor sporten, hvor fart er alfa og omega. Og så er der måske også en del konkurrence om hvem, der bedst.

- Lige nu er det William, der er bedst i 3x3x3, og jeg har den bedste i 3x6x3 og cycle, siger Alexander Engell-Hedager Damkjær

Selvom flere af disciplinerne indenfor sportstacking er individuelle, så er det også muligt at deltage som hold. Noget som Alexander Engell-Hedager Damkjær og William Kamper har gjort med stor succes.

I 2019 blev de to drenge verdensmestre i disciplinen relay, der er en form for stafetløb indenfor stacking. Og så har de to unge verdensmestre netop tilføjet endnu en titel til samlingen. 

quote Min drøm er nok, at jeg kan komme til flere mesterskaber

William Kamper, verdensmester i sportstacking.

De er nemlig blevet verdensmestre i disciplinen double, der normalt udføres, hvor to personer sammen stabler kopperne med en hånd hver. I år blev konkurrencen dog afholdt online, hvor de hver for sig skulle opnå den bedst mulige gennemsnitstid på stablingen af kopper. 

Men selvom titlerne er en stor oplevelse, så er det faktisk ikke derfor, Alexander Engell-Hedager Damkjær stabler kopper.

- Jeg tror ikke, det er for titlerne, jeg stacker. Det er selvfølgelig sjovt at kunne prale med at være dobbelt verdensmester, eller den danmarksmestertitel, man lige har hevet hjem, men det er mest bare fordi, at det er sjovt at stacke, siger Alexander Engell-Hedager Damkjær, verdensmester i sportstacking.

Venner i hele verden

Når William Kamper ikke er i gang med at finpudse sine sportstacking-færdigheder eller deltager i konkurrencer, så er han ofte i gang med at redigere videoer, hvori han stabler kopper med lynende hast. 

Videoerne lægger han op på Youtube, hvor sportstack-entusiaster fra hele verden kommenterer og følger med. Noget, der betyder, at det ikke kun er skolekammerater og familie, der lykønsker William Kamper, når han bliver et år ældre.

- Det er lidt en nørdet sport, kan man sige. Det er sådan nogle nørder i hele verden, som så ser hinandens videoer og kommenterer. Så når William har fødselsdag, får han hilsener fra hele verden, og mange flere end jeg gør, siger Jan Kamper, William Kampers far.

De ukendte danmarksmestre

Hvem er de ukendte danmarksmestre? De er dedikerede, passionerede og målrettede, selvom de nok hverken bliver rige eller berømte af det, de gør. De er Danmarksmestre i nicher, som rampelyset kun sjældent rammer. 


I denne serie kan du møde de ukendte danmarksmestre, hvor du blandt andet kan læse om danmarkmesteren i pinball eller om danmarkmesteren i speedskating.

Men med sportstacking er det ikke kun virtuelle venner, man får. Sporten er nemlig populær i hele verden, og det betyder, at man ofte må drage langt væk hjemmefra for at kunne deltage på højt niveau. 

Verdensmesterskaberne foregår nemlig tit på eksotiske og spændende egne som Malaysia, Kina eller USA. Og selvom William Kamper allerede er verdensmester i flere discipliner, så er det netop flere internationale konkurrencer, han drømmer om.

- Min drøm er nok, at jeg kan komme til flere mesterskaber inklusiv Asien, USA og en masse andre lande, siger William Kamper, verdensmester i sportstacking.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik