Suget

Når hun tænker tilbage, kan hun stadigvæk huske følelsen.

Den første gang hun som seksårig sådan rigtigt hoppede trampolin og mærkede følelsen af at være vægtløs, mærkede suget i maven, når tyngdekraften trak hende mod trampolindugen i frit fald.

Siden da har det været som en slags afhængighed for Maila – som den gamle kliche om cirkusheste, der lugter savsmuld i manegen.

Når hun hører fjedrenes træk og smældet mod trampolindugen, og hun rammes af lugten fra skumgummipuderne, går hendes system i gang.

Mailas sanser skærpes, endorfinerne frigives i hjernen, og blodet bruser gennem årerne – og sådan har det gjort gennem de mere end to årtier, hun har dyrket trampolinspring.

muted

Hobbyen der blev til en livsstil

Seksårige Maila Walmod fra Amager fik hurtigt smag for højder og hop.

- Jeg vil gå til trampolin – kan jeg ikke det?, spurgte hun i bilen på vej hjem fra Sommerland Sjælland, hvor hun første gang hoppede på trampolin og med det samme blev bidt af det.

På trampolinen i forlystelsesparken havde hendes far vist hende, hvordan han kunne lave en ”baglænder” – en baglæns salto.

- Det ville jeg også kunne, og derfra fandt jeg ud af, at der altid var noget at blive bedre til på trampolin. Man kan altid sætte en skrue eller en salto mere på sit spring.

Og sådan gik Maila i gang. Først med barnlig glæde og år senere med hårdtarbejdende dedikation.

Maila arbejdede med hver en muskel, hver en sene, og fik langsomt trænet sin krop til at præstere, som hun ville have, den skulle.

Og det virkede.

Den bedste i Danmark

Den 15-årige krop sitrede.

Det var nu, frugten af timevis af træning, gentagelser, fald, småskader, frustration og genoprejsning skulle stå sin prøve.

Maila var nervøs. Ikke på den der ukontrollerede måde, hvor man ikke aner, hvad de næste minutter bringer. For netop de næste minutter var planlagt ned til mindste detalje.

Men var det nu godt nok? Første øvelse var gået, som den skulle, men den anden øvelse var afgørende for resultatet.

Hun trak luft dybt ned i lungerne gennem næsen, gav et kort pust ud gennem munden og satte trampolindugen i bevægelse.

Hoppede lodret op fra trampolinen – igen, igen, igen, igen og igen, før hun havde både højde, fart og momentum nok til at begynde sin øvelse.

- For at blive dygtig til trampolin, skal du kunne lide gentagelser. Rigtig mange gentagelser. Det hele handler meget om at finjustere sine bevægelser for at kunne styre kroppen til at springe lodret samtidig med, at man genererer den fart, der skal til, for at man kan rotere en, to eller tre gange rundt.

Med dobbeltsalto og skruer og en flot stil lykkedes det. Maila Pedersen på bare 15 år vandt og blev Danmarksmester i trampolinspring i 2006.

Det blev startskuddet til en karriere som elitegymnast med fast plads på landsholdet, internationale mesterskaber og en helt særlig drøm.

Drømmen om OL

De Olympiske Lege.

Drømmen om at konkurrere mod de bedste i verden på den allerstørste scene med flere hundrede millioner tv-seere verden over som sit publikum.

Enhver eliteatlets ypperste mål. Også Mailas.

Efter flere år i træk som den bedste i Danmark, blev hun nu også nordisk mester, sprang med ved verdensmesterskaberne og drømmen om OL i Rio i 2016 var ikke længere uopnåelig.

Det spirende talent havde vokset sig til en veletableret elitegymnast, der endda var flyttet til Tyskland for at forfølge drømmen om at blive den bedste trampolinspringer i verden.

Maila var i 2013 i fuld gang med forberedelserne til at kvalificere sig til OL, da en landsholdssamling vendte op og med på alle planer.

- Jeg var helt oppe at køre og tænkte: ’Nu skal jeg vise dem, hvad jeg kan’, husker hun.

Men under træningen gik det galt. Ulykken indtraf i springgraven, hvor Maila hopper for kort.

- Jeg lander på kanten med min venstre fod.

Det eneste, der ikke skulle ske.

- Jeg river alt af led i mellemfoden. Der var nærmest ti knogler, som var gået af led og en masse ledbånd, der var revet over.

- På hospitalet får jeg at vide, at det er enden på min karriere. Og alt håb for OL-kvalifikationen bliver slukket.

Maila Walmod brækket fod
Foto: Privatfoto

Mere end en hobby – en identitet

- Først kunne jeg slet ikke forstå det. ’Det er jo mit liv, det her! Det kan I jo ikke sige’.

Sådan siger Maila i dag, når hun skal beskrive de tanker, hun blev ramt af, da lægerne fortalte hende om en fremtid uden trampolin.

På det tidspunkt var hun 22 år, og elitegymnastik fyldte hele hendes virkelighed.

Hun var trampolinspringer helt ind til benet, og sådan havde det været i årevis.

- Og så fik jeg det også sådan, at ’det her kan jeg ikke acceptere’, siger hun.

- Så jeg blev nødt til at finde ud af, om der var en vej, så jeg kunne komme tilbage.

Men det var ikke let. Genoptræningen var opslidende, hendes fod var medtaget, og undervejs begyndte hun at stille sig selv spørgsmålet, om det nu var det hele værd.

- Skulle jeg alligevel satse på noget andet? Men omvendt var jeg også nødt til at prøve – kunne jeg gøre lægernes dom til skamme?

- Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ’Det er det, jeg vil. Og nu giver jeg det et helhjertet skud.’

muted

Bryder lægens dom

Efter et langt genoptræningsforløb satte Maila igen fødderne på trampolindugen.

Men intet var som før.

Hun kunne ikke træne så meget i trampolinen, som hun var vant til, og derfor måtte hun fokusere sin træning.

- Jeg måtte være skarpere. Jeg skulle blive bedre til at have mere kvalitet i træningen.

Men kampen var ikke forgæves – to år senere gjorde hun comeback og vandt endnu engang danmarksmesterskaberne, de nordiske mesterskaber og sprang VM.

15 - Maila DM 2016

Og lidt efter lidt spirede drømmen om OL-ringene endnu en gang frem fra underbevidstheden.

Til sidst blev den et mål.

- Jeg missede OL-kvalifikationen i 2015, men da jeg kom tilbage, stillede jeg kikkerten på OL 2020. Nu var Tokyo min drøm.

- Samtidig blev jeg ved med at udvikle mig og havde fundet en måde at træne på med min fod efter skaden. Jeg sprang højere og højere og satte nye rekorder…

- Og så i 2016 gik det galt - igen. 

”Der er komplet mørkt”

I 2016 er Maila tilbage på toppen. Mod alle odds fra lægerne og på trods af, at hun ikke kan hoppe lige så mange timer i trampolinen som tidligere, er hun tilbage på topniveau.

Året forinden genvinder hun titlen som Danmarks bedste i trampolin og beviser overfor sig selv om omverdenen, at hun ikke skal regnes ude af sporten.

Men skæbnen vil det, at den alvorlige skade fra 2013 ikke er den sidste skade, Maila oplever på egen krop.

Under optagelserne til et tv-program, hvor Maila skal vise sin sport frem, går det helt galt.

- Vi er i gang med at optage, og det går rigtig godt.

- Jeg er stolt af at vise min sport frem, men da jeg skal vise nogle af de vildeste spring foran de rullende kameraer, går det galt.

Hun bliver kastet op i luften, falder ud af trampolinen og lander på gulvet.

Skaden er omfattende, og hun er heldig, at hun overhovedet er i live.

Men det brænder – brænder i nakken. 

Hendes fingre snurrer, men hun kan bevæge både fingre og tæer.

Tiden efter ulykken står både lysende klart og i tåger for Maila.

Hun husker det som om, at alting gjorde ondt.

Hjælpen kommer hurtigt. Hun bliver fikseret af ambulancepersonalet og bragt med udrykning til hospitalet.

Malia-roengten

Maila bliver opereret i nakken, fordi lægerne er bange for, at den brækkede nakke kan gøre hende lam.

Nakkehvirvlerne fikseres med stålstivere og skruer. De overrevne muskler sys også sammen, og i det hele taget repareres nakkeskaden så godt som muligt.

- Det er det mest traumatiske, jeg nogensinde har oplevet.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor ondt det gjorde.

- Jeg rev alle ledbånd, muskler og alt over på bagsiden af nakken.

De næste dage føles også som glimt ind og ud af et smertehelvede, morfinrus og tanker om, hvordan livet nu skulle forme sig.

Hun husker at være sengeliggende, have svært ved at bevæge sig, for til sidst langsomt, men sikkert, at begynde at genvinde førligheden.

En førlighed, som lægerne ikke kunne garantere, at hun fik helt tilbage.

En ny kamp

Hun var hverken lam eller død – og det var et mirakel, fik hun at vide.

- Nakkehvirvlerne passer ind i hinanden, men der er ingen muskler eller ledbånd, der holder det hele på plads, da jeg falder ud af trampolinen.

Alligevel var det svært for Maila at se fremad – svært at se nogen fremtid overhovedet.

For denne gang var skaden flere steder.

Der var den fysiske skade i hendes krop – nakken, der var brækket, metallet der holdt hendes nakkehvirvler på plads og de mange muskler, som skulle hele.

Og så var der skaden på hendes psyke.

En skade, der havde flænget dybt og sat sig som en frygt for, hvad livet nu skulle bringe, og som skulle tage årevis om at hele.

- Det med at have været så tæt på at blive lam – men faktisk også at dø – det satte en skræk i mig på en helt anden måde, end jeg nogensinde havde oplevet før.

- Og med det føltes det som om, der var noget, der bristede indeni – for hvad var jeg så? Jeg havde dedikeret alt til denne her sport, og på et splitsekund blev det taget fra mig.

- Jeg følte ikke, jeg kunne noget, jeg følte ikke, at jeg var noget. De her knap 20 år, som havde ledt frem mod det her. Det gik fra en flammende OL-drøm i horisonten til total leverpostej.

Maila ramte bunden.

Hun kæmpede med selvværdet og selvforståelsen, men da en veninde en dag så gennem hende og sagde ”Du er langt ude, Maila. Du bliver nødt til at gøre noget”, gik det op for Maila, at hun selv måtte kæmpe endnu en kamp; kampen for at redefinere sig selv.

- Undervejs gik det op for mig, at hvis jeg skulle tilbage, så var jeg nødt til at omskrive historien – og jeg er nødt til at komme i kontakt med, hvad der er vigtigt for mig.

- Så det var også sådan et wake up call og en mulighed for at revurdere, hvem jeg var, når jeg ikke var trampolinspringeren Maila. Og hvad er så vigtigt i mit liv?

I genoptræningen drillede nakken. Musklerne ville ikke, som hun ville. Hun blev ved med at være svag omkring skaden i vævet og knoglestrukturerne, men en dag slår det Maila, at trampolinen, som hun jo kender så godt, er fabelagtig til at opbygge muskler i netop nakke og ryg.

- Det er en af de idrætsformer, hvor man får brugt allerflest muskelgrupper på en gang. Og særligt nakke, ryg og ben styrkes.

Så hun starter med mavelandinger for at træne nakken. Men lidt efter lidt vil hun mere.

muted

Maila seks år

Maila genfandt barndommens glæde ved trampolinen – den glæde, der startede eventyret og bragte Maila til både DM, Nordiske Mesterskaber og VM i sporten, hun elsker.

Som tiden gik, fik hun mod på mere. Nakken var styrket, og Maila vidste, hvad hun tidligere har formået på trampolindugen.

- Og så får jeg et ønske om at slå den der frygt. Det ligger og lurer i baghovedet, at der er nogle ting, som jeg er bange for.

Hun begynder at arbejde målrettet på at overvinde frygten på trampolinen – ikke fordi hun skal, men fordi hun vil.

Der var efterhånden gået tre år siden den frygtelige ulykke, hvor Maila brækkede nakken, og nu hoppede hun mere og mere i trampolinen.

- Jeg springer faktisk mere og mere sammen med gamle landsholdskammerater, bare fordi det er sjovt. Og der får jeg tanken første gang, at jeg faktisk begynder at kunne lave en trampolinøvelse igen.

- Jeg var tilbage til Maila seks år, hvor det hele bare skulle være sjovt. Det handlede ikke om at vinde DM eller den næste konkurrence.

muted

At gøre det umulige

Alligevel lokkede tanken om at prøve kræfter med et Danmarksmesterskab igen Maila.

Men hun var bevidst om sine egne begrænsninger – og hun ville ikke stille op for at vinde.

- Jeg vidste godt, at jeg kun trænede et par gange om ugen, og at det blev, som det blev. Men jeg vidste også, at jeg havde en masse erfaring med mig fra en elitekarriere.

Så en forårsdag i maj 2019 har Maila igen konkurrencetrikoten på.

Hun varmer op – bearbejder nervøsiteten, som lige så stille har sneget sig ind på hende.

Hun har lovet sig selv, at hun ikke har nogen forventninger om at skulle opnå en bestemt placering ved mesterskabet, og derfor er den sitrende fornemmelse og stigende puls ligegyldig, tænker hun.

I stedet prøver hun at fokusere.

Hun ved, at hun ikke har været lige så mange gange på trampolinen som mange af de andre springere, der stiller op. Men hun ved også, at hun har gjort sig mange forberedelser mentalt.

- Jeg har forestillet mig alle tænkelige scenarier til den konkurrence hjemme i sengen. Og har jeg lavet mine øvelser 100 gange – 1000 gange. Så da jeg endelig stod der, var det hele velkendt.

- Det handlede om, at jeg synes det var fedt – det var legebarnet i mig, der ville springe. Og så ville jeg overvinde den frygt, som sad i mig fra ulykken.

- Ulykken skulle ikke længere have lov til at begrænse mig; den skete uforskyldt – og jeg kunne ikke have gjort noget for, at det ikke var sket.

(- Altså… Hvad er chancen for, at en halmedarbejder ved en fejl får taget strømmen lige i det, jeg hænger højest i luften? Det er så uheldigt, som det kan være)

For første gang siden ulykken i 2016, bliver Maila Walmod præsenteret over højttaleren i springhallen ved et stævne.

Hun trækker vejret dybt ind gennem næsten, giver et kort pust ud gennem munden og sætter trampolindugen i bevægelse.

De to øvelser er gode – og ikke bare gode – de er perfekte.

De er tilmed de bedste øvelser, som dommerne ser ved DM, og derfor ender Maila øverst på podiet og kan løfte pokalen som den bedste trampolinspringer i Danmark for ottende gang. 

Malia-1
muted

Nye drømme og nye mål

- Nej, jeg kommer ikke med til OL. Men jeg kom fri af min frygt. Og nu er jeg fri til at tage springet og have det sjovt med min sport.

Maila er afklaret om fremtiden.

Nok er hun blandt de bedste i Danmark til sin sport – men hun er ikke længere villig til eller i stand til at betale den pris, elitesporten kræver.

Hun har været der – og hun vil ikke tilbage.

Og skaderne har også været en del af den rejse, hun har været på. Selvom hun ikke selv har valgt dem.

- Det er svært at koge ned. Men på en eller anden måde er skaderne også blevet min styrke. Jeg tror, at livskrisen for rigtig mange bliver det vendepunkt, som gør, at man kommer i kontakt med, hvad man egentlig vil med sit liv.

- Der ligger bare nogle gaver i de sværeste perioder af vores liv. Faktisk er jeg nået til det stadie, hvor jeg ville gå gennem det hele igen, hvis det stod mellem det og valget om at gå tilbage til Maila med ”hel nakke” med det hun vidste dengang.

- Velvidende, at det betyder, at jeg ville brække nakken og er begrænset – ikke kan se så langt til siderne og alt det.

I dag drømmer Maila om at give videre til dem, der vil lære at hoppe på trampolin. Det gør hun allerede i Roskilde Springklub, hvor hun er cheftræner og dagligt har med unge, håbefulde og legelystne trampolinspringere at gøre.

Og så vil hun fortælle om sin historie og det, den har lært hende. 

Credit

Tekst og tilrettelægning:

Kasper Bruun Vindum Brandt

Interview: 

John Rahbek

Webdesign:

Christophe Kolbeck


Mailas historie er en del af serien ”De Ukendte Danmarksmestre”.

Udgivet fredag d. 24 december 2021