Peter har kun tre fingre - men er verdensmester i bordtennis

37-årige Peter Rosenmeier er verdensmester og dobbelt paralympisk mester i bordtennis. Nu jagter han igen guldet i Tokyo og drømmer om at arbejde på tv.

Han har kun tre fingre, mangler dele af sine arme og ben, og så kan han lave en skruebold, der kan give selv de bedste i verden sved på panden og kamp til stregen.

quote Jeg har altid været vant til at være på. Jeg har altid godt kunne lide at blive set. Ikke for at være krøblingen ovre i hjørnet, men for at være mig

Peter Rosenmeier, verdensmester i bordtennis

37-årige Peter Rosenmeier har ikke ladet sig begrænse sig af sine fysiske handicap – han kan nemlig både kalde sig europamester, verdensmester og dobbelt paralympisk mester i bordtennis. 

Men selvom Peter Rosenmeier må siges at have vundet næsten alle mulige titler, så sætter den 37-årige verdensmester ikke farten ned. I disse dage sigter han efter endnu en guldmedalje til de paralympiske lege i Tokyo og tilbringer mange træningstimer med bordtennisbattet i hånden. Og når han ikke rejser verden rundt for at konkurrere i sin passion eller forfiner sin topspin, så drømmer han om en fremtidig karriere som tv-vært. 

Født med handikap

Det lå måske ikke ligefrem i kortene, at Peter Rosenmeier skulle gå hen og blive verdensmester i bordtennis – en sport der traditionelt set kræver en høj grad af finmotorik i hænderne. Den 37-årige verdensmester blev nemlig født med kun tre fingre og uden halvdelen af sin ene arm.

- Da jeg kom ud, manglede jeg syv fingre. Jeg mangler også cirka halvdelen af min højre arm, og så mangler jeg en smule af min venstre underarm. Derudover så mangler jeg halvdelen af det ene ben, og for at runde det hele af, så mangler jeg cirka en tredjedel af min venstre lårknogle, fortæller Peter Rosenmeier.

Peter Rosenmeier har ifølge ham selv været drevet af en ambition om at præstere hele sit liv.
Peter Rosenmeier har ifølge ham selv været drevet af en ambition om at præstere hele sit liv.
Foto: Lars Møller

Den manglende halvdel af Peter Rosenmeiers højre ben betyder, at han i sin hverdag benytter en benprotese for at bevæge sig rundt. Men der skulle dog en ret utraditionel operation til, for at det kunne lade sig gøre. Peter Rosenmeier bruger nemlig sin fod som 'knæ'.

- For at jeg kan gå rundt, har jeg en protese på mit højre ben. Da jeg var en seks-syv år gammel, der gik man ind og skar mit ben over og roterede det 180 grader, så jeg kan bruge mit fodled som et knæled i stedet for, siger Peter Rosenmeier.

Udover at vinde guld drømmer Peter Rosenmeier også om at være på skærmen som tv-vært en dag.
Udover at vinde guld drømmer Peter Rosenmeier også om at være på skærmen som tv-vært en dag.
Foto: Lars Møller

Det er dog ikke den eneste protese, som Peter Rosenmeier bruger, når han giver den gas til internationale bordtenniskonkurrencer. 

For at kunne holde bordtennisbattet har Peter Rosenmeier nemlig brug for en speciel protese, der minder om en handske med et bat fæstnet på, han monterer på sin venstre hånd.

Og selvom det kan være ubehageligt at se anderledes ud, så har Peter Rosenmeier faktisk altid søgt rampelyset – dog ikke på grund af sine handikap, men for at vise, hvem han er.

- Jeg har altid været vant til at være på, og jeg har altid godt kunne lide at blive set. Ikke for at være krøblingen ovre i hjørnet, men for at være mig, siger Peter Rosenmeier.

Verdensmester i bordtennis 

Peter Rosenmeier er ingen grønskolling, når det kommer til paralympisk bordtennis. Han har i løbet af sin karriere deltaget fire gange i legene, og i 2008 og 2016 kunne han vende tilbage til Danmark med en guldmedalje om halsen. Og udover at være paralympisk mester, så kan Peter Rosenmeier faktisk også kalde sig både forsvarende europa- og verdensmester indenfor sporten.

- Lige nu sidder jeg på alle tre titler. Og nu gælder selvfølgelig i Tokyo, hvor jeg kan lave back-to-back guldet og samtidig også tage mit hattrick. Så det er mit mål lige nu, og lykkes det, så må jeg finde på noget nyt, siger den 37-årige danmarksmester.

Peter Rosenmeier har stået på præmiepodiet, hver eneste gang han har deltaget i de paralympiske lege. I 2004 og 2008 vandt han bronze, mens han vandt guld i både 2008 og 2016.
Peter Rosenmeier har stået på præmiepodiet, hver eneste gang han har deltaget i de paralympiske lege. I 2004 og 2008 vandt han bronze, mens han vandt guld i både 2008 og 2016.
Foto: Lars Møller

I disse dage er al opmærksomheden og træningen rettet mod de næste paralympiske lege, der bliver afholdt i Tokyo den 24. august. Og der mangler træning endnu, før Peter Rosenmeier er helt kampklar.

Det fortæller landstræner Kristoffer Petersen.

- Det er godt, der er nogle måneder til, vi skal afsted, for lige nu rammer han altså ikke kuglen særlig godt. Men det er helt som planlagt. Vi har kendt datoen længe, siger han. 

De paralympiske lege

De paralympiske lege, ofte forkortet PL,  er det største og mest prestigefyldte idrætsstævne for handicappede idrætsudøvere. 


De paralympiske lege afholdes i umiddelbar forlængelse af de olympiske lege i samme værtsby. 


For at kunne deltage i de paralympiske lege skal man være fysisk handikappet eller synshandikappet i højere eller mindre grad. Alt efter hvilket handikap atleterne har, inddeles de i 10 forskellige kategorier, der beskriver den specifikke form for handikap, som atleterne har. Indenfor hver kategori inddeles atleterne yderligere baseret på, hvor svært de er handikappede. 


De paralympiske lege voksede ud fra en lille samling britiske veteraner fra anden verdenskrig, der mødtes i 1948, til at blive en af største internationale sportsbegivenheder i det 21. århundrede. I 1960 var der 400 tilmeldte atleter fra 23 forskellige lande, mens der i 2012 var flere tusinde deltagere fra over 100 forskellige lande.


Hvis man er interesseret i at høre mere om, hvordan det er at være parasportsatlet, så kan du se interviews med flere af atleterne i Peter Rosenmeiers nye program "Benspænd".

Selvom den 37-årige verdensmester stadig mangler at rette teknikken lidt til, så er der dog ingen tvivl om, at han har både talentet og viljestyrken til at komme i topform. Ifølge Peter Rosenmeier har hans handikap nemlig gjort, at hele hans liv har været præget af ønsket om at præstere og vinde.

- Der er jo to veje; enten så gemmer du dig lidt væk, eller også så forsøger du hele tiden at overpræstere og derigennem også vinde. Der har jeg helt sikkert søgt den der overpræstation hele vejen op gennem min barndom og også i mit voksenliv. Det handler altid om at præstere, siger Peter Rosenmeier. 

Drømmen er at komme på skærmen

Når Peter Rosenmeier lægger bordtennisbattet fra sig og stopper med at tænke på skruebolde og topspin, så er han alligevel aldrig langt fra sportens verden. Til hverdag har han sin gang i Idrættens Hus i Brøndby, hvor han arbejder som ansvarlig for fundraising i Parasport Danmark.

- Der får jeg virkelig lov til at have denne her menneskelige kontakt og får lov til at prøve at gøre en forskel for nogle unge mennesker, siger den 37-årige paraatlet. 

Stinna Tange Kaastrup er paraatlet og konkurrerer som rytter på trods af, at hun mangler begge ben.
Stinna Tange Kaastrup er paraatlet og konkurrerer som rytter på trods af, at hun mangler begge ben.
Foto: Benspænd

For nylig har Peter Rosenmeier dog kastet sig ud i et nyt projekt. Op til de paralympiske lege i august har Peter Rosenmeier startet et online talkshow, der hedder Benspænd og udgives løbende på deres facebookside.

Programmet handler om paraidræt og forsøger igennem interviews med paraatleter at løsne op for de tabuer, der for mange stadig er forbundet med handikap. Et budskab, der ligger Peter Rosenmeiers hjerte nært.

- Først og fremmest vil jeg rigtig gerne fjerne noget af den berøringsangst, der er. Jeg vil rigtigt gerne vise, at det er okay at snakke om det at være anderledes, siger Peter Rosenmeier.

Her taler Peter Rosenmeier med Mansoor Siddiqi, der er paraatlet og blandt andet har opfundet paradisciplinen "racerunning".
Her taler Peter Rosenmeier med Mansoor Siddiqi, der er paraatlet og blandt andet har opfundet paradisciplinen "racerunning".
Foto: Benspænd

Men selvom det er vigtigt for Peter Rosenmeier at fremme parasport, så er et af de største tabuer, han kunne tænke sig at nedbryde, forbundet med en af hans egne store drømme -nemlig at være vært på tv.

- Lige nu sidder jeg her, og det gør jeg blandt andet fordi, jeg har et handikap, og jeg har også været med i flere andre ting. Men det er altid på baggrund af, at jeg har et handikap. Og det giver selvfølgelig god mening, fordi jeg har en indgangsvinkel i forhold til sporten. Men på den lange bane kunne jeg godt tænke mig at nedbryde den barriere og sidde på skærmen og bare være der, fordi jeg er god til det, og ikke fordi jeg mangler syv fingre og et halvt ben, siger Peter Rosenmeier.

De ukendte danmarksmestre

Hvem er de ukendte danmarksmestre? De er dedikerede, passionerede og målrettede, selvom de nok hverken bliver rige eller berømte af det, de gør. De er danmarksmestre i nicher, som rampelyset kun sjældent rammer. 


I denne serie kan du møde de ukendte danmarksmestre, hvor du blandt andet kan læse om danmarksmesteren i træklatring, der bor i sin bil eller om danmarksmesteren i issvømning, der svømmede fra smerter i iskoldt vand.

Selvom en undersøgelse viser, at op mod 10 procent af danskerne har et større fysisk handikap, og flere tv-medier ønsker at afspejle befolkningen, så er det de færreste tv-værter, der har handikap. Noget, som Peter Rosenmeier mener, er forbundet med en frygt for seeres reaktion.

- Der ligger en grundlæggende frygt for hele det område i forhold til, hvordan responsen vil være fra seerne. Og det er jo også noget, vi kan være med til at ændre. Stille og roligt kommer det. Og så bryder vi barrieren, siger Peter Rosenmeier.

Og Peter Rosenmeier kommer til at blive en travl mand i de næste par måneder, for mens barrierebrydningen fortsætter i programmet Benspænd, som du kan følge med i på deres hjemmeside her, så venter de paralympiske lege i Tokyo, hvorfra Peter Rosenmeier håber at kunne vende hjem med guld endnu en gang. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik