Danmarksmester rejser verden rundt for at dyste i yoga

45-årige Jørn Thyssen er danmarksmester i yogasport og deltager i konkurrencer verden over. Men faktisk begyndte han først at strække sig foran dommere for nylig.

En varmeblæser får sveden til at pible frem, når den blæser 40 grader varm luft rundt i det stille lokale.

Jørn Thyssen tager en dyb indånding, indtager en eksotisk kropstilling og forsøger at finde en indre ro.

Man skulle tro, at det foregik i et træningscenter. Men faktisk befinder Jørn Thyssen sig ofte på en scene foran både dommere og publikum. Siden 2016 har den 45-årige danmarksmester nemlig dyrket yogasport på internationalt niveau.

quote Min styrke er nok den ro, jeg faktisk har, når jeg er på scenen.

Jørn Thyssen, danmarksmester i yogasport.

Sporten tager udgangspunkt i den ældgamle praksis i kropstillinger og åndedrætsøvelser, yoga, der har til formål at fremme kropsligt og mentalt velvære.

I yogasport har udøveren tre minutter til at fremvise seks forskellige øvelser for et dommerpanel, og bliver bedømt ud fra en række kriterier såsom smidighed, åndedræt og præcision. Og siden Jørn Thyssen første gang dystede om at være den bedste til yoga, er sporten gået hen og blevet en passion for den 45-årige københavner.

Kæmpede med vægten

For 10 år siden så den ellers slanke Jørn Thyssen noget anderledes ud. Han vejede nemlig over 20 kilo mere, end han gør i dag.

En dag besluttede han sig for at gøre noget ved vægten og fik bugt med kiloene gennem løbesport og nåede også at klare sit første marathon. Men løbesporten var hård for Jørn Thyssens krop, og derfor begyndte han at lede efter alternativer.

- Så fandt jeg yogaen gennem en veninde, og jeg har bare fundet ud af, at min krop er fuldstændig tosset med det, siger Jørn Thyssen, der nu er danmarksmester i yogasport.

Passionen for yoga greb hurtigt om sig, og i 2016 begyndte Jørn Thyssen at dyrke den yogavariant, der kaldes for Bikram yoga. Bikram yoga er en form for hot yoga, der foregår i et rum, der er 40 grader varmt. Hver rutine varer i 90 minutter og består af 26 faste positioner.

quote Hvis jeg er meget presset i mit arbejdsliv af forskellige grunde, så kan jeg være presset i yogarummet.

Jørn Thyssen, danmarksmester i yogasport.

Men allerede en måned efter besluttede den dengang 40-årige Jørn Thyssen, at han ville begynde at dyrke yogasport.

- Yogasporten startede jeg på, fordi jeg måske også er lidt konkurrencemenneske og synes, det er sjovt, siger Jørn Thyssen.

I dag kan han kalde sig flerdobbelt danmarksmester i yogasport og vandt både i 2017 og 2018 mesterskabet i Danmark. Men selvom yogasport udøves alene på scenen foran dommerne, så har Jørn Thyssen alligevel følelsen af at være en del af et hold.

- Jeg har egentlig aldrig været en, der har været til holdsport. Men her giver det mulighed for at være en del af et stort fællesskab og en følelse af et hold, selvom vi står på hver vores yogamåtte og har forskellige kroppe, siger Jørn Thyssen.

Rejser verden tynd for at dyrke yoga

Jørn Thyssens ambitioner for yogasporten rækker dog udover Danmarks grænser. Han rejser nemlig jævnligt rundt i verden for at kunne deltage i de internationale konkurrencer i sporten, der afholdes eksotiske steder som for eksempel Kina, Argentina og Rusland. Men faktisk er det kun fem år siden, at han deltog i sit første internationale mesterskab i Italien.

- Jeg var fuldstændig grøn indenfor området og tænkte: 'Jeg er der første dag, og så må jeg nyde anden dag, hvor det er finalen, og jeg skal se alle de andre', siger Jørn Thyssen.

Yoga...Sport?

Yoga er traditionelt set ikke en sport, men et sæt bestående af en række forskellige kropslige og mentale øvelser, der har til formål at øge det fysiske og mentale velvære hos udøverne. Yogasport tager dog kun udgangspunkt i de såkaldte asanas, der er de kropslige øvelser og stillinger.



Yogasport er kontroversielt blandt yogaudøvere, da nogle mener, at det går direkte imod formålet med yoga, der er at opnå samadhi - en form for oplyst lykke, hvor udøveren bliver bevidst om sin manglende evne til at kontrollere verden omkring sig. 



Ikke desto mindre bliver der afholdt yogasportsevents flere steder i verden. I den mest normale konkurrenceform har deltageren tre minutter til at vise seks selvvalgte stillinger foran dommerne. Deltagerne bliver efterfølgende dømt ud fra forskellige parametre som f.eks. smidighed, åndedræt, styrke og præcision.



Der er har været konkurrencer i yoga siden 1989, og i dag afholdes der konkurrencer i Asien, Europa, Sydamerika og Nordamerika, foruden det internationale verdensmesterskab.

Og selvom Jørn Thyssen må siges at have været relativt ny indenfor sporten, så endte oplevelsen faktisk med en plads i finalen og en 9. plads til konkurrencen. Men Jørn Thyssens umiddelbare talent for yogasportens verden kan måske tilskrives hans evne til at holde hovedet koldt, når det gælder. 

- Min styrke er nok den ro, jeg faktisk har, når jeg er på scenen, siger Jørn Thyssen.

Fra designer til yogainstruktør 

Når Jørn Thyssen ikke rejser verden rundt for at dyste i yogasporten, så er han at finde i designbutikken Dagny, der ligger på Istedgade i København. Men også her er rullekufferten en fast følgesvend.

Jørn Thyssen rejser nemlig jævnligt til Indien for at lede efter nye og spændende stoffer og mønstre, som han kan bruge i sine kollektioner. Under corona har det dog ikke været muligt for den 45-årige danmarksmester at drage afsted, og det har kunnet mærkes i den lille designbutik.

- Jeg håber snart, jeg får lov til at rejse ud i verden igen, siger Jørn Thyssen

Men det er ikke kun i arbejdslivet, at Jørn Thyssen kan mærke, corona har haft sin indvirkning. Under landets nedlukning har det i lang tid ikke været muligt at tage i ned i det 40 grader varme træningscenter.

- Balancen er fuldstændig forsvundet. Når jeg skal stå på et ben, er det som om, jeg aldrig har prøvet det før, siger Jørn Thyssen.

I øjeblikket kæmper den 45-årige yogamester for at komme tilbage i topform, så han er klar til at deltage i de næste internationale konkurrencer. En form, der skal nås gennem 2-5 yogahold af 90 minutters varighed om ugen.

Men selvom konkurrencer spiller en stor rolle for Jørn Thyssen, så er passionen for yoga ikke kun drevet af sport. Det afhjælper nemlig også hverdagens stress.

- Det er en måde at tage temperaturen på mit hverdagsliv, for det er en sport for mig, og det er på amatørplan, jeg lever ikke af det. Men hvis jeg er meget presset i mit arbejdsliv af forskellige grunde. Så kan jeg være presset i yogarummet, fordi der er fyrre grader, og det er non-stop i 90 minutter, siger Jørn Thyssen.

De ukendte danmarksmestre

Hvem er de ukendte danmarksmestre? De er dedikerede, passionerede og målrettede, selvom de nok hverken bliver rige eller berømte af det, de gør. De er danmarksmestre i nicher, som rampelyset kun sjældent rammer. 


I denne serie kan du møde de ukendte danmarksmestre, hvor du blandt andet kan læse om danmarksmesteren i issvøming eller om danmarksmesteren i westernridning.

Om de næste år kommer til at byde på en international titel til den 45-årige danmarksmester, kan kun fremtiden vise. Men fremtiden byder uden tvivl på mere yogasport for Jørn Thyssen. Han vil nemlig gerne udbrede kendskabet til sporten. 

I øjeblikket har han planer om at oprette sit eget hold for folk, der er interesserede i at dyrke yogasport. Og har man en lille yogaatlet i maven, kan Jørn Thyssen kun anbefale, at man prøver det.

- Man bliver simpelthen nødt til at komme, fordi det giver bare en velvære bagefter, selvom det er meget hårdt, mens det står på, siger Jørn Thyssen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik