Sådan skal du forholde dig, hvis du har billetter til et aflyst arrangement

Bliver dit arrangement aflyst som følge af smittefaren fra coronavirus, så gælder de almindelige regler om forbrugerrettigheder fortsat.

Frygt for spredning af coronavirus har fået stribe arrangementer som sportsstævner, koncerterne, messer og festivaler til at ty til aflysning, udskydelse eller afholdelse uden tilskuere.

Det sker, efter Sundhedsstyrelsen fredag opfordrer arrangører til at udskyde eller aflyse arrangementer med flere end 1.000 deltagere.

Vi opdaterer løbende denne liste, hvor du kan se, hvilke arrangementer, der aflyses.

Men hvordan skal du som forbruger forholde dig, hvis du har købt og betalt for billetter til et arrangement, som du nu ikke længere kan fornøje dig selv med?

Som udgangspunkt gælder de almindelige regler om forbrugerrettigheder, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på sin hjemmeside

Det vil sige, at dine muligheder for at få kompensation vil afhænge af, hvad der er aftalt mellem dig og arrangøren, da du købte billetterne.

quote Udgangspunktet er, at du kan få pengene retur eller få en billet til en anden dag, hvis arrangementet bliver flyttet

Susanne Aamann, forbrugerjuridisk chef

- Det vil have betydning, hvad du aftalte med arrangøren ved købet. Ofte fremgår vilkårene af billetten, og ellers vil de typisk ligge på arrangørens hjemmeside, siger Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Hvis du har købt billet til et konkret arrangement, der bliver aflyst som følge af smittefaren ved coronavirus, er udgangspunktet, at du kan få pengene retur eller få en billet til en anden dag, hvis arrangementet bliver flyttet. Arrangøren kan dog i sine vilkår have taget forbehold for aflysninger som følge af for eksempel sygdomme, dårligt vejr og lignende.

I første omgang opfordrer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til, at folk med billet til et aflyst arrangement afventer situationen.

- Da det er en ekstraordinær situation, hvor arrangørerne risikerer at modtage over tusinde henvendelser, anbefaler vi, at forbrugerne afventer en fælles besked fra arrangøren og er opmærksomme på deres hjemmesider. Hører man ikke noget, så kontakt arrangøren med henblik på at finde en løsning sammen, siger Susanne Aamann.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har samlet lidt information om, hvilken betydning en aflysning vil få for dig, der har købt flybilletter, pakkerejser eller billetter til arrangementer.

Gå i dybden med dem herunder:

Hvis arrangementet eller rejsen er aflyst:

Hvis flyselskabet aflyser dit fly

Hvis du har købt billetterne direkte hos flyselskabet, kan du have krav på at få ombooket billetterne eller få pengene tilbage, hvis flyvningen er aflyst.

Flyselskabet vil dog ikke være ansvarligt for eventuelle tab, som du må lide som følge af aflysningen, for eksempel hvis du har bestilt hotelophold på destinationen.

 

Hvis du har købt en pakkerejse

Hvis flyrejsen er aflyst, og flyrejsen er en del af en pakkerejse, og du ikke kan komme afsted, kan du ud fra en konkret vurdering få ombooket din rejse, et afslag i prisen eller pengene tilbage.

 

Hvis arrangementet, du skal til, er aflyst, og det er en del af en pakkerejse, kan du ud fra en konkret vurdering få ombooket din rejse, et afslag i prisen eller pengene tilbage.

 

Hvis du selv ønsker at blive hjemme

Er flyvningen ikke aflyst, men ønsker du alligevel at blive hjemme, vil du ikke have krav på at få dine penge for flybilletterne retur eller få ombooket rejsen.

 

Hvis Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til destinationen

Hvis Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til destinationen, vil flyselskabet muligvis betale pengene tilbage for rejsen. Kontakt flyselskabet.

 

Hvis dit arrangement i Danmark bliver aflyst

Bliver det arrangement, du har købt billetter til, aflyst, vil dine muligheder for at få kompensation afhænge af, hvad der er aftalt mellem dig og arrangøren, da du købte billetterne.

 

Udgangspunktet er, at du kan få pengene retur eller få en billet til en anden dag, hvis arrangementet bliver flyttet.

 

Arrangøren kan dog i sine vilkår have taget forbehold for aflysninger som følge af for eksempel sygdomme, dårligt vejr og lignende. Arrangøren kan dog ikke fraskrive sig al ansvar, da forbeholdene skal være rimelige. Det vil altid afhænge af en konkret vurdering.

 

Hvis dit arrangement i udlandet bliver aflyst

Har du købt billetter til for eksempel en fodboldkamp eller en koncert i udlandet, der bliver aflyst som følge af conoravirus, vil du som udgangspunkt have krav på at få dine penge tilbage fra arrangøren. Du skal dog være opmærksom på, at arrangøren i sine vilkår kan have taget forbehold for aflysninger for eksempel som følge af sygdomme, ekstreme vejrforhold og lignende. Om et sådant forbehold er rimeligt – og dermed gyldigt, vil være en konkret vurdering.

 

Arrangøren er dog kun ansvarlig for at returnere billetprisen til dig. Arrangøren hæfter ikke for andre eventuelle udgifter, for eksempel tog- eller flybilletter, hotelophold med videre, som du har bestilt separat.

 

 

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik