Vision: Brøndbys borgmester vil udvikle byområderne

De næste fire år skal Kent M. Magelund styre Brøndby. TV 2 Lorry har bedt ham om at sætte ord på sine visioner for kommunen.

Brøndby flytter man til. Sådan har det været i flere år og jeg håber, at vi kan fortsætte den positive udvikling.

Så kig med ind i fremtiden.

Jeg vil gerne fortælle om de tanker, vi gør os og de visioner, vi har.

Sætter vi kikkerten for øjet og vores planlagte byudviklingsprojekter bliver en realitet, spår vi, at Brøndby om fire år er vokset med mere end tusinde borgere fra de godt 35.500, vi er i dag. Vi er fortsat mange nationaliteter, der lever dør om dør på 21 kvadratkilometer.  

quote Jeg vil gerne fortælle om de tanker, vi gør os og de visioner, vi har.

Kent M. Magelund, borgmester, Brøndby

Vi er allerede i dag en fuldt udbygget kommune. Derfor har vi fokus på at omdanne og udvikle vores byområder, så vi kan styrke vores identitet som en centralt beliggende hovedstadskommune med et godt mix af varierede og attraktive boliger og et stærkt erhvervsliv.

Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur.  Vi er en by med kant og spændende kontraster, hvor bolig- og erhvervsområder, skove, kiler og Strandparken med havet og indsøerne optager det meste af kommunens areal.

Vores historie er stadig synlig mange steder med gamle kirker og landsbyer, der ligger side om side med de store bygningskomplekser fra 70’erne. 

5 højhuse er revet ned 

Selvom vores betonbyggeri og grå facader er blevet udskældt for at være kedelige, så har de været med til at skabe og skrive Brøndbys historie. At fem af vores tolv ikoniske højhuse i Brøndby Strand om fire år er revet ned, skyldes derfor udelukkende, at de er forurenet med PCB.  

Brøndby Strand har fået et løft 

Om fire år er boligområderne Brøndby Strand Parkerne ved at blive renoveret fra A til Z, så de bliver forvandlet til nye, klimavenlige kvarterer. Vi har bygget et nyt sundhedshus og etableret flere handicapvenlige boliger. Og vi har en konkret plan for et løft af hele Brøndby Strand – også center- og stationsområdet – så vi får et moderne bydelscentrum og en levende, attraktiv og sammenhængende bydel med nye boliger og grønne torve.

Flere nye boliger

Vi er i fuld gang med at omdanne Kirkebjerg fra et traditionelt erhvervsområde til en ny bydel med boliger, butikker og erhverv. De første boliger er indflytningsklar, bygget i høj kvalitet med lys, luft og grønne områder. Og med en ny børneinstitution og en udvidelse af den lokale skole i støbeskeen.

Nyt moderne ældrecenter

Byggeriet af et nyt ældrecenter som erstatning for Gildhøjhjemmet er i fuld gang, og beboerne kan om ganske kort tid flytte ind i et nytænkt og moderniseret ældrecenter.

Sportsbyen har taget fart

I området omkring Brøndby Stadion – også kaldet Sportsbyen – er vores planer om at skabe en erhvervsklynge indenfor sport, blevet konkretiseret sammen med erhvervsliv, organisationer og private investorer. Og vi har bygget en ny stor sportshal - og et klubhus til Brøndby IF’s amatørafdeling.

Letbanen er på vej 

Letbanen ruller ud på sin første tur i andet halvår 2024. Om fire år er arbejdet med at etablere letbanen og de to stationsforpladser heldigvis godt på vej. For jeg ved, at byggeriet trækker veksler på alle langs ruten, men jeg er sikker på, at det er det hele værd, når letbanen er klar til brug.   

Vestbad er genopstået

Om fire år er Vestbadet totalt renoveret og ombygget. Samtidig er det historiske udendørs friluftsbad genopstået - præcis som det så ud i 1958 med bassiner, park og trafiklegeplads blandt andet takket være en flot bevillig fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Flere unge er i uddannelse 

Den vel nok største udfordring i Brøndby i dag, er vores høje ungdomsledighed. Derfor arbejder vi målrettet for, at flest muligt kommer i gang med en ungdomsuddannelse, og jeg er sikker på, at vi om fire år har knækket den kedelige kurve via nye initiativer, partnerskaber og samarbejdsformer, og at flere unge er kommet i beskæftigelse.

Det starter med børnene 

Vi har investeret yderligere i børnene med mere sprogudvikling og mere læsning allerede i dagtilbuddene. Vi har fået flere idrætsinstitutioner og mere bevægelse i skolerne, som også har fået et it-mæssigt løft i form af fx tablets til alle skoleelever. 

Så jeg ser frem til fire spændende år med masser af vækst, udvikling og arbejdspladser til gavn for hele vores kommune!

OVENSTÅENDE KLUMME ER SKREVET AF KEN M. MAGELUND

Borgmester i Brøndby, Socialdemokratiet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik