På grund af bedre sportslige resultater end ventet opjusterer Brøndby IF sine finansielle forventninger til 2017.
Brøndby forventer nu et underskud på 22-26 millioner kroner før skat mod tidligere et underskud på 24-32 millioner kroner før skat.
- Brøndby IF har realiseret bedre sportslige resultater end indregnet i forventningerne til årets resultat med en andenplads efter runde 13, og med en aktuel førsteplads, skriver Brøndby i regnskabet.
Klubben har efter flere år med svingende sportslig succes, haft en forrygende start på sæsonen 2017/2018 i den bedste danske række.
I årets første ni måneder har Brøndby omsat for 106,9 millioner kroner. Det er over seks millioner kroner mere end i samme periode sidste år.
Samlet er der tabt 13,5 millioner kroner i perioden. Det er lidt lavere end sidste år, hvor salget af Riza Durmisi til spanske Real Betis sendte en del kroner i kassen.
I år har transferaktiviteter givet et underskud på 2,4 millioner kroner mod et plus på 8,2 millioner kroner i samme periode sidste år.
Samlet er det et finansielt noget sundere Brøndby, der præsenterer regnskab i år set i forhold sidste år. Siden dengang har rigmanden Jan Bech Andersen og andre aktionærer skudt 124 millioner kroner i klubben.
Det har sendt Brøndby IF's samlede forpligtigelser - gæld i alle dens former - ned fra 112,6 millioner kroner til 57,3 millioner kroner. Egenkapitalen - der basalt viser, hvad et selskab har at rutte med - er næsten tredoblet til 140 millioner kroner.
I årets første ni måneder er entré-, tv- og præmieindtægter faldet en smule for Brøndby IF til 42,1 millioner kroner. Til gengæld er indtægterne fra sponsorer og partnere steget med små 10 millioner kroner til 37,1 millioner kroner.
/ritzau/