Pige får erstatning efter stedfars voldtægt

Nævninger i Retten i Glostrup var uenige om, hvorvidt 44-årig var skyldig i tiltale.

En pige på 15 år er tirsdag blevet tilkendt 100.000 kroner, fordi hun igennem tre år blev udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar i Brøndby.

Samtidig har Retten i Glostrup idømt stedfaren, der er serbisk statsborger, en straf på fængsel i seks år, ligesom han er blevet udvist af Danmark.

Ikke samtlige seks nævninger mente dog, at han var skyldig. To stemte for at frifinde ham, oplyser retten tirsdag.

Overgrebene - hvoraf nogle var voldtægt - begyndte, da pigen var 11 år, og ophørte, da hun var blevet 14. I hvert fald fire gange fastholdt han barnet, der gjorde modstand og sagde stop, da han havde samleje med hende, fastslår flertallet i nævningetinget.

Pigen har forklaret, at hun betroede sig til en veninde, men først langt senere fortalte hun også et familiemedlem om, hvad der skete. 

Ifølge anklageskriftet fra Københavns Vestegns Politi forsøgte den 44-årige mand at true pigen til tavshed. Han ville banke hendes mor foran hende, hvis hun åbnede munden og fortalte om overgrebene.

Manden har hele vejen igennem nægtet sig skyldig. Han har på stedet anket dommen til Østre Landsret, oplyser retten.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik