Mand så live-overgreb mod børn på nettet

En pensionist fra Brøndby kræves idømt forvaring for at have bestilt seksuelle overgreb mod filippinske børn via internettet fra 2011 til 2016.

En pensionist fra Brøndby får tirsdag sin dom i en historisk stor sag om bestillinger af seksuelle overgreb mod børn via internettet.

Fra sit hjem på den københavnske vestegn skal den tiltalte have bestilt, betalt og overværet seksuelle overgreb mod filippinske børn via sin computer. 

Antallet af sager med såkaldt "voldtægt på bestilling" er ifølge politikommissær Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) stigende.

- Rent teknologisk så har nogle underudviklede lande gennemgået et kvantespring. De har fået mulighed for at gå på internettet, og så er der nogle, der kan tjene til livets ophold på den måde.

- Det er forfærdeligt, at der er nogen, der kan dedikere et barn til det her, så resten af familien kan få mad på bordet, siger han.

I det 118 sider lange anklageskrift kan man læse, hvordan børn på mandens befaling hundredvis af gange er blevet tvunget til at forgribe sig seksuelt på hinanden.

I andre tilfælde skal forældre have forulempet deres egne børn.

Eksempelvis skal en fireårig pige være blevet krænket af sin egen mor. Overgrebet kostede ifølge anklageskriftet den tiltalte 35 dollar svarende til knap 250 kroner.

I alt er manden anklaget for 346 forhold om medvirken til voldtægt og overgreb.

Ellids Kristensen, der er ledende overlæge ved Sexologisk Klinik i København, fortæller, at de har haft flere danske mænd i behandling for at have lavet livestream-overgreb.

Kendetegnende for dem er, at de har svært ved at tage ansvar.

- I det øjeblik du ikke selv foretager overgrebet rent fysisk, men får en anden til det, så kan du distancere dig fra overgrebet på en måde, så det ikke er så slemt, som hvis du selv gjorde det.

- Derved kan man også se, at de vil lave ting med de her børn, som de ellers ikke ville have gjort, hvis de havde haft fat i børnene rent fysisk, siger hun.

Anklagemyndigheden kræver, at den tiltalte kommer i forvaring eller får en fængselsstraf på ti år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik