Kæmpe spejle sat op på Brøndby Stadion: Tester ny dansk opfindelse

Et 10 gange 20 meter stort solreflektorsystem hænger på Brøndby Stadion det næste stykke tid i et forsøg på at gøre behandlingen af fodboldklubbens græstæppe mere bæredygtig.

”Kæmpe spejl på stadion der, hvilket græs er grønnest i landet her?”.

Det her er ikke starten på en alternativ og økologisk Disney-historie, men for en mindre københavnsk iværksættervirksomhed kan det være starten på et anderledes spirende eventyr.

Virksomheden Second Sun har nemlig fået en unik mulighed for at vise deres produkt frem på et af landets største fodboldstadions i den kommende tid.

Helt konkret er fodboldklubben Brøndby IF i gang med at teste virksomhedens teknologiske opfindelse, et såkaldt solreflektorsystem. I al sin enkelthed kan systemet spejle sollyset ned på banen året rundt og dermed give grønsværen bedre vækstbetingelser på en bæredygtig måde.

Artiklen fortsætter under billedet

Aluminiumsmodulerne kan drejes, alt efter hvor solen står på himlen.
Aluminiumsmodulerne kan drejes, alt efter hvor solen står på himlen.
Foto: Second Sun

Derfor er der lige nu opsat et 10 gange 20 meter stort spejl på Brøndby Stadion, som fanger det sollys, der rammer tribunen, men aldrig når ned til banen. I første omgang skal det hænge der til en gang i oktober, hvor testperioden udløber.

- Mange klubber bruger kunstige lysmoduler til banerne. De bruger en hulens masse strøm, så det er både dyrt og ikke ret bæredygtigt, og det har vi skabt en alternativ løsning til, som altså både er mere bæredygtig men også mere økonomisk, siger Nicolai Moustgaard, der er adm. direktør hos Second Sun, til TV 2 Lorry.

Bare rolig, Brøndbyfans

Spejlet, som består af en række lange aluminiumsmoduler, er blevet installeret lidt til højre for midten af den ene langside, og det er der en bestemt grund til, forklarer Nicolai Moustgaard.

Brøndbys fans kan dog være ganske rolige, for installationen er konstrueret til at rulle op under taget, når der er kamp på stadion, så det kommer hverken til at give forringet udsyn eller blænde tilskuere på den modsatte tribune.

- Vi har valgt den placering, fordi man herfra kan nå ned til sydenden, hvor Brøndbys bane har de største udfordringer i forhold til sollys. Vi kan styre og dreje vores moduler, afhængig af hvor solen står på himlen, men det opsatte testmodul er dog ikke nok til at dække hele sydsiden, men det kan dække det testareal, vi har udvalgt.

Her kan man se, hvordan solens stråler reflekterer fra spejlene ned til grønsværen.

Den lille virksomhed samarbejder tæt med Brøndbys groundsman, Chris Hague, der har ansvaret for græstæppet.  

Chris Hague, som har stor erfaring og er meget velanset i branchen med baggrund på både Wembley, Parken og Brøndby Stadion, synes, at det er spændende projekt.

- Det letter bestemt vores arbejde, at lysforholdene er optimale på banen. Lys er et afgørende element for græsset for et optimalt resultat sammen med luft, temperatur og vand. Vi håber, at Second Suns nye spejlreflektorsystem kan hjælpe os, da græssets vækst som sagt ikke mindst er meget afhængig af effektiv belysning. At der samtidig er tale om en meget bæredygtig løsning, er vi bestemt optagede af, siger Chris Hague.

Håber Brøndby vil have mere

Nicolai Moustgaard håber på, at Brøndby vil opgradere til en fuld implementering af systemet, når testresultaterne foreligger, for ifølge ham giver det mening at installere spejlene på tribunerne, der vender mod nord, øst og vest.

- Vi vil gerne skabe noget mere videnskabelig data med testen i Brøndby, og sammen med Chris Hague håber vi at kunne få beviser på, at græsset bliver bedre.

Det er gået meget stærkt for Second Sun, for den unge iværksættervirksomhed startede først op i 2017. Virksomhedens to stiftere spekulerede over, hvordan man kunne skaffe mere sollys til københavnske fortovs-caféer, der lå i skygge.

Her dukkede idéen om reflekterende spejle op, men det ville trods alt være for være besværligt og dyrt at få Københavns Kommune til at sætte spejle op overalt. Så i stedet gik de i tænkeboks, for hvem kunne ellers have brug for sollys - og så kom man på det; fodboldstadions.

Miniaturestadion i baghaven

Derfra groede idéen, og i den spæde start begyndte Second Sun at undersøge markedet for materialer, samtidig med at der blev udarbejdet miniaturetests af fodboldstadions hjemme på et kontorfællesskab på Otto Busses Vej i København, hvor man brugte lommelygter og små spejle.

Det blev sidenhen udvidet til lidt større tests omme i baghaven, hvor de har opnået så gode resultater med græssets kvalitet, at man nu altså har fået den første aftale i hus med Brøndby IF.

Artiklen fortsætter under billedet

Second Suns test hjemme i baghaven. Resultaterne var så gode, at man har fået en aftale med Brøndby IF.
Second Suns test hjemme i baghaven. Resultaterne var så gode, at man har fået en aftale med Brøndby IF.
Foto: Second Sun

- Vi har lavet vindtunneltests og bygget miniaturestadions i baghaven i størrelsen 1 til 20, hvor der blev sat spejle på indersiden, og hvor man efterfølgende har målt græsset med sensorer, fortæller Nicolai Moustgaard

- Vi er lykkelige for at være nået dertil, hvor vi er nu. Der har været op- og nedture, og vi har arbejdet hårdt for det. Vi begyndte at bygge prototyper af reflektorsystemet, og installationen i Brøndby, har vi har selv samlet i en kælder ude i Glostrup, siger Nicolai Moustgaard.

Henvendelse fra Australien

Virksomhedens mål er at komme ud over landets grænser, og det har iværksætterne allerede fået en forsmag på.

- Vi har for eksempel fået en henvendelse fra Perth i Australien, der har fundet vores hjemmeside på Google. De har samme udfordringer, som vi har i Europa, så de virker meget interesserede i løsningen og venter på, at vi kommer skridtet videre og er helt klar til at levere til markedet. Det er superspændende at der pludselig er stor bevågenhed.

Til at starte med er Second Sun dog klar på at udvide opgaven i Brøndby, før de søger nye græsgange.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik