Fans siger farvel: Så meget betyder Agger for Brøndby

Når Daniel Agger i aften spiller sin sidste kamp for Brøndby, er der garanteret en fan eller to, der kniber en tåre.

Daniel Agger har netop meddelt, at han stopper i sin hjerteklub og nu vil overveje fremtiden. En melding der med garanti knuser blågule hjerter over hele Vestegnen. 

Læs også: Daniel Agger stopper i Brøndby

-  En fantastisk person siger farvel. Tak for dit kæmpe fighter-hjerte til denne klub. Du vil blive husket for altid, skriver Thomas Frederiksen til nyheden om Aggers afsked på Brøndbys Facebookside.

Mange andre fans stemmer i. 

- Tak er kun et fattig ord, håber så meget du vil forsætte med at spille fodbold, også selvom det ikke bliver i Brøndby. Held og lykke Agger, skriver René Leth.

Hos klubbens sportsdirektør er der heller ingen tvivl om brøndbystjernens betydning for klubben. 

- Ud over hans indsats på banen, der taler for sig selv, har han været en fantastisk ambassadør for klubben og taget det ansvar, der følger med, når man spiller for Brøndby IF. At han er så populær blandt fans i ind- og udland, det handler ikke kun om hans evner på fodboldbanen som en eminent forsvarsspiller – det handler også om hans velvilje til at møde sine og klubbens fans og bruge tid med dem, hvilket har været imponerende at følge, siger sportsdirektør i Brøndby, Troels Bech.

Daniel Agger har spillet i klubben siden 1998. I 2006 tog han til Liverpool og spillede otte sæsoner i engelsk fodbold, inden han overraskende vendte hjem til Vestegnen. 

Dengang skabte nyheden om stjernens hjemkomst så stor begejstring, at fodboldsklubbens hjemmesiden gik ned under presset fra de mange nysgerrige fans, da nyheden blev lanceret. Flere hundrede stod i kø foran stadion for at byde ham velkommen hjem. 

Se fansenes modtagelse af Daniel Agger i indslaget herover. 

Daniel Agger går på banen for Brøndby en sidste gang i aften, hvor klubben fra Vestegnen skal møde SønderjyskE. I forbindelse med sin afsked vil han blive hyldet med overrækkelse af blomster på banen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik