Den sved: Brøndby tæsker Helsingør med tenniscifre

Brøndby viste klasseforskellen, da topholdet hjemme kørte FC Helsingør over med 6-1 i Superligaen søndag.

Brøndby levede op til favoritværdigheden, da klubben søndag på hjemmebane udklasserede FC Helsingør med 6-1 i Alka Superligaen. 

Brøndby IF - FC Helsingør  6-1

Kampen var reelt afgjort efter første halvleg, hvor Brøndby allerede førte 3-0. 

Målfesten fortsatte i anden halvleg, hvor Brøndby via hurtigt og direkte spil ikke viste nogen barmhjertighed mod ligaens aktuelle bundhold. 

Dermed er der lagt op til et vaskeægte topbrag på torsdag, når Brøndby gæster FC Midtjylland. Her vil en sejr til Brøndby sende klubben på førstepladsen. 

For Helsingør venter en direkte bundkamp på onsdag, når holdet gæster Randers, der ligesom Helsingør har 16 point efter 22 kampe.

Målfesten begyndte allerede efter syv minutter, da Brøndbys stærke midterforsvarer Paulus Arajuuri kom øverst på et hjørnespark og headede hjemmeholdet i front. 

 
 
Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

To mål på ti minutter

Tre minutter senere vandt Brøndbys Simon Tibbling bolden højt på Helsingørs bane. Få sekunder senere fordoblede Brøndby sin føring, da Hany Mukhtar scorede i et tomt mål, efter at Helsingør var spillet tynde. 

Helsingør havde henvist topscorer Nicolas Mortensen til bænken, og hans afløser Tobias Christensen havde to store muligheder for at bringe balance i regnskabet, men skarpheden manglede.

Brøndby lukkede reelt kampen efter 25 minutter, da Kamil Wilczek scorede. 

I anden halvleg fortsatte målfesten, og inden for ti minutter havde Kamil Wilczeks angrebskollega Teemu Pukki scoret to gange. 

Brøndby tillod herefter chancer og efter 70 minutter reducerede Helsingør, da debuterende Felipe Tontini kanonerede bolden ind bag Brøndby-keeper Frederik Rønnow.

Alligevel var det Brøndby, der scorede det sidste mål i kampen, da Lasse Vigen fra kanten af feltet sikkert sendte bolden i nettet bag Aris Vaporakis i Helsingør-målet. 

/ritzau/

 

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Sport

Nicklas Bendtner

Bendtner er blandt strandede danskere i Dubai

F C Nordsjælland

FC Nordsjælland får ny udenlandsk ejer

Alexander Aslak Nørgaard

Birkerød-svømmer sætter dansk svømmerekord i DM-triumf

Viktor Fischer, FCK

Smitteudbrud hos FCK: Nu er seks spillere ude med corona

Brøndby

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere