Har du købt din Eurojackpot-kupon i Brøndby, og har du ikke tjekket den endnu, så er det en god idé lige at få det gjort.
Danske Spil oplyser mandag morgen, at man endnu ikke har hørt fra den heldige dansker, der havde fem rigtige tal og dermed vandt tredjepræmien i fredags.
Beløbet lyder på 1.742.074 kroner, hvilket kan lyde som et beskedent beløb i forhold til førstepræmie-puljen, der lød på hele 63 millioner kroner.
Men mon ikke den heldige vinder bliver glad, når vedkommende opdager, at han eller hun er blevet millionær.
Den heldige spiller har købt sin kupon i Kirkebjerg Kiosken i Brøndby.
Ifølge Danske Spil var ingen, der havde de fem rigtige vindertal og to stjernetal, der skal til at vinde førstepræmien. Derfor vokser puljen til 107 millioner kroner, der kan vindes næste fredag.
Selvom beløbet er svimlende, så er det alligevel et godt stykke fra Danmarksrekorden, hvis en dansker skulle være så heldig at vinde på fredag.
I 2015 vandt en person i Helsingør nemlig førstepræmiepuljen på 315 millioner kroner.