Brøndbys ungdomshold samler ind til fattige i Danmark

Brøndby IF’s U-19 hold skifter søndag fodbolden ud med en raslebøsse i kampen mod fattigdom i Danmark.

Køerne vokser i disse tider ude foran varmestuerne og nødherbergerne. Og hos Kirkens Korshær oplever man, at alt for mange mennesker stadig må sove på gaden om vinteren.

Samtidig oplever hjælpeorganisationen, at flere enlige forsørgere med økonomiske problemer opsøger deres tilbud om familiestøttende arbejde.

Det er derfor et opråb, når Kirkens Korshær i morgen søndag går på gaden og afholder landsindsamling for Danmarks fattige i Danmark.

Det er en kamp Brøndby IF’s U-19 hold valgt at støtte op om. Søndag skifter spillerne på holdet fodbolden ud med en raslebøsse og deltager i kampen mod fattigdom i Danmark.

Stor betydning for varmestue

Efter endt morgentræning afhentes holdet i bus og køres direkte til Natcaféen i Stengade på Nørrebro, som er en natvarmestue for nogen af de allermest udsatte mennesker i samfundet.

Her skal de samle ind til fordel for netop Natcafeen. Og det har stor betydning hvis man spørger Heine Iversen, som er leder af natvarmestuen.

- Helt konkret betyder det, at vi fortsat kan give de mest udsatte på gaden tag over hovedet, et varmt måltid mad, et bad, et rent sæt tøj eller bare en samtale, som måske er dagens eneste.

- Jeg håber, at Brøndbys drenge også får noget værdifuldt med sig hjem, et indblik i vores arbejde og et indblik i det, som desværre er hverdag for alt for mange mennesker på gaden i Danmark, siger Heine Iversen.

En god måde at reflektere over andre ting end fodbold

At det har stor værdi for begge parter, når Brøndby IF’s U-19 hold tager raslebøssen i hånden og stemmer dørklokker i den gode sags tjeneste, er Joakim Mattsson, som er træner for holdet, enig i.

- Vi synes at det er en god måde at hjælpe nogle mennesker, som har helt andre vilkår end det man som ungdomspillere i brøndby IF har. De unge lever en travl hverdag med skole, hvor næsten al deres fritid går på at dygtigøre sig som fodboldspillere. Nu stopper vi lidt op i dagligdagen og hjælper andre i den gode sags tjeneste.

- Vores spillere oplever stor støtte hjemmefra og fra Brøndby IF, derfor ser vi også landsindsamlingen som en god måde at reflektere over andre ting end fodbold, og forhåbentlig kan vi også få andre til at hjælpe. Vi glæder os til at være med til at gøre en lille forskel for nogle andre mennesker, siger Joakim Mattson.

I år er Kirkens Korshærs tredje landsindsamling. Pengene der indsamles går direkte til det lokale sociale arbejde. Man kan melde sig som indsamler på www.danmarkmodfattigdom.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik