Brøndbys nye sponsor efter kritik: "Det er dybt uretfærdigt"

Koncerndirektør forsvarer transportvirksomheden NTG, efter nyt sponsorat med Brøndby IF har vakt kritik.

Den danske transportvirksomhed Nordic Transport Group (NTG), der blev stiftet i 2011 og har hovedsæde i Køge, er blevet storsponsor for fodboldklubben Brøndby IF.

- Vi er et ungt selskab. Vi er kendt i transportbranchen men ikke i den brede befolkning. Vi så her en mulighed for at skabe et bredere kendskab til vores virksomhed - også uden for transportbranchen, fortæller Jesper E. Petersen, der er koncerndirektør for NTG. 

Når Superligaen bliver genoptaget om få uger kommer der til at stå NTG på ryggen af fodboldspillerne fra Brøndby IF. 

En sponsoraftale, der er blevet offentliggjort kort tid efter, at Avisen.dk har bragt en række historier om NTG. De omhandler blandt andet, at NTG dumper priserne i transportbranchen. 

Sponsoraftalen med Brøndby IF møder derfor hård kritik fra fagforeningen 3F.

- Er Brøndby ikke tilhængere af fair play? NTG's forretning er baseret på meget lave priser, som presser chaufførernes lønninger, så pengene lugter, siger Robert Grandt, der er næstformand i Godschaufførernes Landsklub under 3F, til Avisen.dk. 

Uretfærdigt og urimeligt

 NTG's koncerndirektør er uenig i kritikken af virksomheden.

- Jeg er chokeret og synes, det er dybt uretfærdigt og urimeligt. Helt klart. Vi opfører os rigtig fornuftigt. Jeg tror, det skyldes, at man ikke er tilstrækkelig vidende om forholdene og ikke forholder sig til, at der er tale om henholdvist et nationalt og et internationalt marked, lyder det fra Jesper E. Petersen. 

- Hvis vi vil gøre os gældende i den internationale transport, er vi nødt til at benytte de samme underleverandører, som vores internationale konkurrenter. Vi betaler rent faktisk vores internationale vognmænd et prisniveau, der ligger højere end markedet generelt. Vi ligger i den høje ende. 

I Brøndby IF synes man tilsyneladende ikke, at NTG's penge lugter. 

- Man skal selvfølgelig drive en virksomhed inden for gældende lovgivning, og det er vi sikre på, at NTG tilsigter i deres daglige forretning, blandt andet igennem deres code of conduct, skriver kommunikationschef Christian Schultz i en mail til Avisen.dk.

Der vil stå NTG på spillertrøjerne i Brøndby IF de næste tre år. Virksomheden vil derudover også lægge navn til den nordvestlige indgang på Brøndby Stadion.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik