Brøndby taber knebent efter Hertha-drømmescoring

Brøndby er nede 0-1, inden der spilles returkamp mod Hertha Berlin i Europa League-kvalifikationen om en uge.

Brøndby skal lukke af i defensiven og have gang i målscoringen, hvis det skal blive til playoffkampe om at nå gruppespillet i Europa League.

Torsdag tabte Brøndby 0-1 ude til Hertha Berlin i det første opgør i tredje kvalifikationsrunde, hvor den samlede vinder når videre til to playoffkampe.

Vedad Ibisevic leverede kampens eneste scoring med et sandt drømmemål, og dermed er Brøndby et mål nede og skal forsøge at vende tingene på hjemmebane.

Det kunne være værre, men det kunne også være bedre for Brøndby, som kom fint i gang på Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark.

Her havde Brøndby opbakning fra en stor skare af medrejsende fans med store forventninger, mens Hertha Berlin ikke er i gang med Bundesligaen endnu.

Brøndby var i fin kontrol i de første 20 minutter, men efter 27 minutter opstod en af de situationer, man dårligt kan gardere sig imod.

Hjemmeholdets Mitchell Weiser modtog bolden i højre side, og han sendte den ind over, hvor Vedad Ibisevic scorede et drømmemål.

Angriberen fra Bosnien-Hercegovina trådte et skridt tilbage, og liggende i luften helflugtede han bolden i mål bag Brøndby-keeper Frederik Rønnow.

Herefter skulle Brøndby sunde sig, og det foregik i omklædningsrummet i pausen bagud 0-1.

Der var blot spillet to minutter efter pausen, da Vladimir Darida forsøgte sig fra distancen med et skud, hvor bolden brækkede, men Rønnow fik bokset bolden til hjørnespark.

Hertha Berlin pressede på trods manglende kampform og øgede tempoet, og det var gæsterne, der havde problemer med at følge med. Efter et kvarters spil efter pausen kom Brøndby dog bedre med, og efter 58 minutter opstod muligheden for den vigtige scoring på udebane.

Teemu Pukki blev spillet helt fri i dybden, og han var helt alene med tyskernes norske målmand Rune Jarstein, men Pukki løftede bolden for meget, og den tog kurs over målet.

Det blev for meget for Brøndbys fans, som antændte romerlys, hvilket midlertidigt afbrød kampen.

Den tidligere Chelsea-profil Salomon Kalou forsøgte sig med en afslutning, hvor Rønnow måtte levere en klasseredning.

Brøndby var ikke spillet ned under græsset og gav også lyd fra sig i slutfasen, hvor man samtidig skulle undgå at indkassere en scoring mere.

Med det smalle nederlag er det stadig åbent, når der spilles returkamp i Brøndby den 4. august.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik