Chr. IV's Bro er færdigrenoveret før tid

Der er sat turbo på vedligeholdelsen af kørebaner og vejbroer i København, og nu kan broen, der er en del af Ring 2 bruges igen.

København er en gammel by, som bliver brugt af stadig flere indbyggere, pendlere og gæster. Og omkring to tredjedele af byens veje og cykelstier samt hver tredje vejbro er så nedslidte, at de kræver genopretning.

Chr. IV's Bro i København er et af de projekter, forvaltningen har været ekstra opmærksom på. Broen var i så dårlig stand, at den trængte til en gennemgribende renovering på over- og undersiden.

Renoveringen blev sat i gang den 1. juni 2015, hvor broen blev spærret af for al biltrafik, og den skulle efter planen have været spærret til d. 28. august. Nu åbner den allerede på mandag d. 17. august kl. 5 om morgenen.

Broen er en del af det prioriterede vejnet, der har afgørende betydning for trafikafviklingen i København. 16.000 bilister kører dagligt over broen, som er en central del af Ring 2. Derfor er renoveringen lagt i sommerperioden, hvor arbejdet generer færre pendlere. Desuden har forvaltningens entreprenør på opgaven arbejdet 6 dage om ugen for at blive færdig så hurtigt som muligt.

Den form for prioritering er muliggjort via genopretningsprogrammet, som blev sat i gang i 2013 og strækker sig over ti år. Indtil nu er der bevilget godt 700 mio. kroner, men der er behov for yderligere 1,9 mia. kroner frem til og med år 2022, hvis København skal i mål med genopretningen.

"Det er rigtig mange penge, men det er den eneste rigtige disposition. Nedslidte veje giver en dårligere fremkommelighed og ringere trafiksikkerhed, og hvis ikke man vedligeholder rettidigt, ender vi med nogle voldsomt meget dyrere og langt mere komplicerede renoveringsarbejder," siger Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester, Enhedslisten.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik