Tre til fire skud blev affyret lige ved lejlighed: "Jeg hørte det hele"

Ali hørte skuddene, der dræbte en 22-årig mand, fra sin lejlighed. TV 2 Lorry har talt med flere beboere i Hallingparken i Brøndby Strand, der alle synes, det er 'yderst ubehageligt', at der er blevet skudt så tæt på deres hjem.

Det rungede klart. Først var han ikke sikker på, hvad det var. Men så kom der yderligere rungende lyde, der gennemborede 35-årige Ali Bakirs lejlighed i Hallingparken i Brøndby Strand tirsdag kort efter klokken 13. Og så var tvivlen ikke længere til stede.

- Jeg hørte tre eller fire skud. Det hele var så tæt på min lejlighed, siger Ali Bakir til TV 2 Lorry.

Han sad ufrivilligt på første række i sin lejlighed, da en 22-årig mand tidligere på dagen blev dræbt af skud i Hallingparken. En skudepisode, som Københavns Vestegns Politi endnu ikke vil knytte til den seneste tid verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet med flere skudepisoder og drab til følge.

quote Jeg har det virkelig ikke godt med, der bliver skudt så tæt på, hvor vi bor

Ali Bakir

- Jeg har det virkelig ikke godt med, at der bliver skudt så tæt på, hvor vi bor, men allermest synes jeg, det er så trist, den unge mand er død, siger Ali Bakir til TV 2 Lorry.

Han er vokset op i Hallingparken og har boet her hele sit liv.

- Det er altså første gang, sådan noget her sker, siger han. 

Derfor håber han, der er tale om en enkeltstående episode, der ikke skal gøre det utrygt at bo i området.

Anette Vincent Holland, som også bor i Hallingparken, synes dog allerede, skudepisoden har ført stor utryghed med sig.

- Det er ret ubehageligt. Nu er det jo ikke engang sikkert længere at gå ud om dagen, siger hun til TV 2 Lorry.

Værst synes hun, det er, at der er blevet skudt så tæt på, hvor folk bor og har deres dagligdag.

Sådan har Søren Kristensen det også. Han bor på 11. sal med sin kone og har gennem dagen fra vinduerne kunne følge med i et stort politiopbud.

- Det er ikke så rart, der bliver skudt i vores boligområde, siger han til TV 2 Lorry. 

Netop derfor arbejder Københavns Vestegns Politi nu også for at genoprette trygheden i boligområdet i Brøndby.

- At skyde sådan i et beboelsesområde er fuldstændig uacceptabelt, og vi har sat massivt ind for at stoppe gerningsmændene og strafforfølge dem, siger politidirektør Kim Christiansen i en pressemeddelelse. 

En af Københavns Vestegns Politis mobile politistationer er nær gerningsstedet, og her kan vidner til skudepisoden henvende sig og tale personligt med politiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik