Særlig kontrolenhed slår til igen: Sparer kommune for flere millioner kroner

Brøndby Kommunes kontrolenhed mod socialt bedrageri sparede sidste år kommunen for næsten 5,5 millioner kroner.

Mere end 5,4 millioner kroner.

Det er nogenlunde, hvad en særlig kontrolenhed bestående af to medarbejdere sidste år sparede Brøndby Kommune for.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Kontrolenheden undersøger hvert år en lang række af sager for at sikre, at der ikke sker socialt bedrageri.

Herunder snyd med udbetaling af ydelser som kontanthjælp, dagpenge, økonomisk fripladstilskud og såkaldte ressourceforløbsydelser.

I 2021 behandlede kontrolenheden 171 sager, hvor det viste sig, at borgere snød med enten sociale ydelser eller bopælsregistrering.

Og det har vist sig at være godt givet ud. Sagerne har nemlig ført til besparelser, der løber op i 5.454.595 kroner.

Af dem skal 2.525.668 kroner betales tilbage, mens de resterende 2.928.927 kroner er penge, der bliver sparet, fordi der er sat en stopper for uberettigede ydelser.

- Det er typisk, at man har undladt eller glemt at oplyse om, at man har arbejde, selvom man modtager kontanthjælp eller lignende.

- I andre tilfælde handler det om, at man opholder sig i udlandet eller andre steder end Brøndby Kommune, mens man modtager kontanthjælp, lyder det i pressemeddelesen.

Af en orientering til kommunalbestyrelsen fra den 9. marts 2022 fremgår det, at der er bevist snyd i 54 sager ud af de 171 sager, hvilket svarer til 32 procent af sagerne.

Opruster indsatsen

Særligt stop og tilbagebetaling af kontanthjælp viser sig at være en stor faldgrubbe, idet besparelsen på disse udgør omkring 70 procent af den samlede besparelse.

Men selvom kontrolenheden allerede har gjort et stort stykke arbejde, så ønsker Brøndby Kommune at opruste yderligere på området.

Den 1. januar 2022 er enheden nemlig blevet tilknyttet en ekstra medarbejder, så kontrolenheden nu består af tre ansatte.

Derfor er det forventningen, at "kontrolenheden fremover kan gennemgå en større sagsmængde samt foretage nye indsatser, som for eksempel stikprøvekontroller på kontanthjælpsområdet", lyder det i den tidligere omtalte orientering til kommunalbestyrelsen.

Af nedenstående tabel fremgår Brøndby Kommunes besparelse fordelt på ydelsestyper. Tallet i parentes angiver kommunens andel af beløbet, det resterende beløb udgør statens andel. 

YdelsestypeTilbagebetalingskravFremadrettet besparelse
Flekslønstilskud00
Kontanthjælp1.530.032 kroner (994.521 kroner)2.259.363 kroner (1.468.586 kroner)
Sygedagpenge497.966 kroner (323.678 kroner)0
Økonomisk fripladstilskud346.728 kroner (346.728 kroner)400.242 kroner (400.242 kroner)
Ressourceforløbsydelse150.941 kroner (98.112 kroner)142.747 kroner (92.786 kroner)
Frakendelse af førtidspension0126.576 kroner (82.274 kroner)
Brøndby Kommune: https://dagsordener.brondby.dk/vis?id=7da8c737-691f-451d-a4f6-3599863f6cfa

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik