Rystet nabo til Brøndby-skyderi: "Gruopvækkende"

Lone Bønding er nabo til det gerningssted, hvor en ung mand sidst i tyverne torsdag mistede livet efter et skyderi.

To store buketter med gule og lilla tulipaner, flere bunder med roser og mange levende lys ligger i græsset foran boligblokkene på Brøndby Nord Vej.

Torsdag eftermiddag blev parkeringspladsen foran boligblokken nemlig forvandlet til et gerningssted, da en ung mand blev skuddræbt

Fredag er flere lokale dukket op ved gerningsstedet. En af dem er Lone Bønding, der har boet i området i mere end 20 år.

- Det er da meget, meget ubehageligt at tænke på, at det sker i ens lokalområde, lyder det fra naboen til gerningsstedet.

Da hun torsdag eftermiddag skulle ud at handle, opdagede hun, at store dele af området var spærret af, og det var sådan, at hun blev klar over, at der var sket noget lige ved siden af hendes hjem.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Skyderi i Brøndby Nabo
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

Hun var da heller ikke i tvivl om, at hun fredag ville forbi gerningsstedet.

- Selvom jeg ikke kender den mand og den berørte familie, det omhandler, så synes jeg, det er vigtigt, at vi står sammen i sådan en svær situation og selvfølgelig vise den sidste respekt, siger Lone Bønding, mens hun tænder nogle af de stearinlys, som vinden har pustet ud. 

Skud faldt ved højlys dag

Skyderiet fandt sted torsdag eftermiddag omkring klokken 14.30, og det er noget, der skræmmer den mangeårige nabo.

- Det er frygteligt. Og det er gruopvækkende, at det sker midt på dagen, siger hun. 

Hun kan nemlig ikke slippe tanken om, at en tilfældig forbipasserende måske kunne være blevet ramt. Og så tænker hun også på sin 15-årige søn, der normalt går hjem fra skole på det tidspunkt.

- Hvad hvis der sker ham noget? Eller hvis han kommer i dårligt selskab?, spørger Lone Bønding med henvisning til, at det ikke er første gang i den seneste tid, at der har været skyderier i hovedstadsområdet.

- Vi skal stå sammen

Og netop det faktum, at der den seneste tid har været mange skyderier i hovedstadsområdet - også ved Brøndby Havn for mindre end en måned siden - er noget, der gør indtryk.

- Jeg kan jo godt se at med alle de ting, der er sket herude, og med de ting, man læser, så er man da lidt utryg, siger Lone Bønding.

Derfor er hun glad for, at politiet er til stede på Brøndby Nord Vej med en af lokalpolitiets mobile stationer

Samtidig slår hun også et slag for, at lokalområdet står sammen.

- Så må vi her i lokalsamfundet stå sammen om, at det ikke skal ryste os. Vi skal have det gode sammenhold op igen og vise, at man godt kan bo her og færdes trygt.

Søger vidner

Københavns Vestegns Politi oplyser fredag eftermiddag en i en pressemeddelelse, at man fortsat efterforsker skuddrabet.

Der efterforskes stadig bredt, og det er derfor for tidligt at sige noget om motiver, miljøer og mulige relationer. Men politiet mener fortsat, at episoden bærer præg af at være målrettet. 

I den forbindelse søger politiet fortsat vidner. Hvis du har informationer i sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 4386 1448.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

112

Otte kvinder dømt for at hyre folk til at stjæle hund

Pernille Beckmann

Politi om chikanesag mod borgmester: "Det er en hastesag"

20211029-203353-L-8256x4635ma

Borgmester i chok efter flaskekast mod hus: Politiet vil hæve sikkerhed omkring mig

Drab Christiania

Mistænkt for skuddrab: Politiet efterlyser mand på damecykel


Brøndby


Forsiden lige nu

Se flere