Politiet deler navne og billeder: Disse to mænd er mistænkt for skuddrab

Politiet opfordrer de to mænd til at melde sig selv.

Opdatering: Vi har valgt at fjerne billeder og data på de efterlyste, fordi de nu er anholdt af politiet. 

To personer, der er kendt af politiet i forvejen, mistænkes for at stå bag tirsdagens skuddrab i Brøndby Strand.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, hvor politikredsen deler navn og billeder af de to mistænkte.

- De to unge mænd ved udmærket godt, at vi leder efter dem. Det vil være lettest for alle, at de melder sig på nærmeste politistation, siger politiinspektør Allan Nyring, i pressemeddelelsen.

De unge mænd er i forvejen kendt af politiet, men på nuværende tidspunkt ønsker Københavns Vestegns Politi ikke at gå yderligere i detaljer om deres baggrund.

Politiet vil heller ikke kommentere på et eventuelt motiv bag skuddrabet, der kostede en 22-årig mand livet.

- Vi holder fortsat alle muligheder åbne, siger politiinspektør Allan Nyring.

Rykkede talstærkt ud

Skudepisoden fandt sted tirsdag eftermiddag omkring klokken 13.00 i boligområdet Hallingparken i Brøndby.

Efter en anmeldelse klokken 13.13 om, at en ung mand var blevet ramt af skud, rykkede politiet talstærkt ud til Hallingparken.

Da politiet nåede frem, stod det klart, at den 22-årige var alvorligt såret af flere skud.

- Vi påbegyndte førstehjælp på stedet, fortalte politiinspektør fra Københavns Vestegns Politi, Allan Nyrring til TV 2 Lorry tirsdag.

Den unge mand blev fragtet til hospitalet med ambulance. Senere blev han dog erklæret død.

Anholdt mand løsladt igen

I forbindelse med efterforskningen, blev en person anholdt tirsdag eftermiddag. Manden blev dog tirsdag aften løsladt igen.

Det fortalte politiinspektør Allan Nyring til Ritzau tirsdag aften.

- Vi skal klarlægge, hvad hans rolle er. Han er stadig sigtet i sagen, men han er blevet løsladt igen, sagde han til nyhedsbureauet.

Københavns Vestegnes Politi oplyste onsdag morgen på Twitter, at man fortsatte efterforskningen.

- I løbet af natten har vi været i gang med sagen om skuddrabet i Brøndby Strand, og efterforskningen fortsætter i dag.

- Lige nu efterforsker vi en række konkrete spor, men her til morgen har vi ikke yderligere, vi kan dele med offentligheden, lød det.

Hvilke konkrete spor, der er tale om, er politiet ikke kommet nærmere ind på. 

Flere skyderier med dødelig udgang

Tirsdagens skyderi er et af flere, der den seneste måned har ramt i og omkring København.

I december måned er fem unge mænd nu dræbt af skud i Københavnsområdet og i Malmø.

TV 2 kunne efter de første fire drab fortælle, at en væbnet konflikt mellem den københavnske gadebande NNV og et kriminelt netværk fra det sydlige Malmø kunne knyttes til skyderierne.

Ifølge en ny konfliktvurdering udarbejdet af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, som TV 2 har fået indsigt i, er der tale om den danske bande NNV på den ene side og et lokalt kriminelt netværk fra boligområdet Söderkulla i Malmø på den anden side.

I en pressemeddelelse fra Vestegns Politi tirsdag oplyste politidirektør Kim Christiansen, at det endnu er "alt for tidligt" at drage nogen paralleller.

- Men det indgår naturligvis i den fortsatte efterforskning, sagde han i meddelelsen.

Af faktaboksen nedenfor kan du få et overblik over den seneste måneds skyderier i København og omegn.

Flere døde i skyderier i København og omegn

I december har der i og omkring København været flere skudepisoder, og senest er en 22-årig blevet dræbt af flere skud i Brøndby tirsdag. Med drabet på den 22-årige er fire mænd blevet dræbt ved seks skyderier i Storkøbenhavn.

Her er et overblik over skyderierne:

  • 2. december: En 27-årig mand bliver dræbt af skud nær Nørrebrogade. I alt er fire mænd nu sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med skyderiet.

  • 3. december: En 17-årig bulgarsk dreng bliver dræbt, mens en 15-årig dreng og en 28-årig mand bliver såret ved et skyderi i en frisørsalon i Rødovre. To mænd, der er 29 og 34 år, er sigtet for drabet og er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Politiet har oplyst, at skudepisoderne 2. og 3. december kan skyldes en konflikt mellem en bandegruppering og andre organiserede kriminelle.

  • 4. december: En 39-årig mand bliver skudt i nakken på en vandpibecafé på Åboulevarden på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg. Han bliver efterfølgende meldt uden for livsfare. En 18-årig mand er varetægtsfængslet i sagen og sigtet for drabsforsøg. Politiet vurderer, at skyderiet er banderelateret.

  • 7. december: To mænd bliver ramt af skud i Herlev. En 21-årig mand mister livet. En 41-årig mand bliver sigtet for drab og drabsforsøg. Politiet har ikke udtalt sig om motiv.

  • 15. december: En 25-årig dansk statsborger bliver skudt og dræbt i boligområdet Bunkeflostrand i Malmø. Tre danskere og en svensker bliver varetægtsfængslet, men senere løsladt. Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at der er en forbindelse mellem offeret i Malmø og drabet i Rødovre. Svensk politi har dog ikke bekræftet, at der er en sammenhæng til skyderier i Danmark.

  • 17. december: En mand på 25 år bliver såret af skud i Ulsøparken i Brøndby cirka klokken 23.30. Manden bliver kørt til Rigspolitiet og er uden for livsfare. Denne episode kunne af politiet ikke umiddelbart kædes sammen med tidligere episoder.

  • 28. december: En 22-årig mand dør på hospitalet, efter at han tirsdag eftermiddag bliver ramt af flere skud i Hallingparken i Brøndby. Det vides ikke, om skyderiet har forbindelse til tidligere episoder. Politiet søger to personer, der er mistænkt for at stå bag skyderiet. Politiet oplyser til TV 2 Lorry, at det formoder, at der er tale om de to personer, som vidner har set løbe fra stedet.

Kilder: Ritzau, Ekstra Bladet, TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik