Nyt smitteboom på vestegnen får borgmestre til at grue for efteråret

Lige nu oplever flere vestegnskommuner en markant smittestigning. Fortsætter tendensen kan en ny nedlukning komme på tale, mener borgmesteren i Brøndby.

Med en vaccineindsats i fuld gang troede mange nok, at smittestigninger ikke længere ville være en realitet.

Men det er det fortsat i flere vestegnskommuner, hvor man lige nu oplever en stor stigning i antallet af smittede.

I Brøndby Kommune er antallet af nye registrerede smittetilfælde gået fra 47 til 110 på bare én uge, hvilket er mere end en fordobling. 

Og med et testkorrigeret incidenstal på godt 365 smittede per 100.000 indbyggere er Brøndby Kommune nu den hårdest ramte kommune i landet - skarpt efterfulgt af nabokommunerne Ishøj og Hvidovre.

quote Jeg opfordrer alle, der vil vaccineres, til at blive det nu. Også selvom man har haft corona

Kent Max Magelund (S), borgmester, Brøndby

En tendens, der giver Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund (S), dybe panderynker.

- Vi har set en bekymrende stigning i antal smittede den sidste uge. Det er jeg rigtig ked af, og det hænger jo desværre sammen med en relativ lav vaccinetilslutning, siger han til TV 2 Lorry.

Brøndby har lige nu den næstlaveste vaccinetilslutning på landsplan - kun overgået af Ishøj.

Bekymret for ny nedlukning

Særligt én ting bekymrer Kent Max Magelund ved den nuværende tendens.

- Fortsætter udviklingen kan en ny nedlukning med blandt andet hjemsendelse af vores skolebørn komme på tale, og det skal vi gøre alt for at undgå, lyder det fra borgmesteren.

Samme bekymring har Hvidovres borgmester, Helle Adelborg (S). I et opslag på Facebook skriver hun blandt andet:

- Min bekymring går selvfølgelig på, at efteråret står for døren, og at vi alle nyder den frihed, som vi nu har fået igen. Så lad os sammen få smitten bragt ned igen. 

I Hvidovre er man gået fra 102 til 146 nye smittetilfælde den seneste uge, hvilket giver et testkorrigeret incidenstal på 305 smittede. 

Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund (S), er bekymret over smitteudviklingen.
Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund (S), er bekymret over smitteudviklingen.
Foto: TV 2 Lorry

Klar opfordring

Helle Adelborg opfordrer derfor til, at borgerne lader sig teste.

I Brøndby har Kent Max Magelund også et klart budskab til borgerne.

- Jeg opfordrer alle, der vil vaccineres, til at blive det nu. Også selvom man har haft corona, for man er bedre sikret med vaccinen, siger han.

Tror på nye værktøjer

Så sent som i sidste uge kunne TV 2 Lorry fortælle om et andet opråb. 

Her var det Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), der efterlyste mere data fra Sundhedsmyndighederne til at målrette kommunens vaccinationsindsats. 

Et forslag, som også flere andre vestegnsborgmestre bakkede op om - heriblandt Brøndbys borgmester.

Indtil videre satser man dog på andre initiativer.

- Jeg ser frem til, at vi kan tilbyde vores borgere pop-up vaccination i uge 34 og 35, hvor man kan komme ind fra gaden og få sit stik. Det håber jeg, mange vil benytte sig af, så vi får bremset smitten, siger Kent Max Magelund.

Lige nu sakker Ishøj, Brøndby og Høje-Taastrup længst bagud i forhold til kommunernes vaccinationstilslutning.

Ingen af de førnævnte kommuner er dog i farezonen for at måtte lukke ned.

Grænsen for, hvornår en kommune automatisk skal lukke, er et incidenstal på over 500. Tidligere gik grænsen ved 300.

For sogne gælder det, at der over en uge skal være over 1000 smittede per 100.000 indbyggere. Tidligere var grænsen 600.

I tabellen nedenfor kan du se top ti over mest smitteramte kommuner på landsplan.

KommuneTestjusteret incidens per 12. august
Brøndby367
Ishøj344
Hvidovre305
Rødovre296
Albertslund274
Vallensbæk245
Herlev216
Ballerup215
Aalborg207
Aarhus207
SSI.dk

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik