Hovedstadens Letbane skal løbe gennem Brøndby fra 2025 - men inden man kommer så langt, skal den lige bygges.
Derfor forbereder Brøndby Kommune nu sine borgere på, at der formentlig vil være meget støj i forbindelse med anlægsarbejdet.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse, hvor de også beklager de gener, som arbejdet vil medføre.
Begynder i næste uge
Der skal opføres to nye letbanebroer af stål samt en cykelbro i den vestlige side af Søndre Ringvej, lyder det.
Og det allermest støjende arbejde begynder, ifølge Brøndby Kommune, i uge 11 og varer frem til starten af maj i år.
Støjen forventes at være særligt voldsom mellem klokken 8.00 og 16.00 i hverdagene, hvor man skal ramme betonpæle og spunsjern til stålbroernes fundament.
Kommunen skriver, at arbejdet - udover støjen - kan medføre vibrationer.
Det er Per Aarsleff A/S, der står for anlægsarbejdet på broerne over Holbækmotorvejen.