Legendarisk borgmester lægger navn til Danmarks længste vejnavn

Den 4 km lange strækning skal opkaldes efter den tidligere borgmester og hedde Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.

Den tidligere borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen, er den borgmester, der har siddet længst i borgmesterstolen her i landet. Hans betydning for kommunen, som visionær og slagkraftig borgmester, er uvurderlig, lyder det fra den nuværende borgmester.

- For det første har han jo gjort utroligt meget for fodboldklubben i starten. Han har fået Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark herud, og så han lavet så meget alment boligbyggeri herude, at dem, der ikke havde så mange penge og kom inde fra København, de kunne flytte herud og få råd til varmt bad og den slags, siger borgmester Kent Max Magelund, som er socialdemokratisk borgmester i Brøndby.

Derfor er det ifølge Kent Max Magelund oplagt, at Kjeld Rasmussen skal have en af de centrale boulevarder i kommunen opkaldt efter sig.

Brøndbyvester Boulevard starter ved rådhuset, hvor Kjeld Rasmussen var borgmester i 39 år. Strækningen er 4 km lang og fortsætter blandt andet forbi Brøndby Stadion, Brøndby Gymnasium og Brøndby Golfbane. Alt sammen lokationer, som Kjeld Rasmussen har været ind over.

Brøndbys borgmester Kent Max Magelund står her ved Brøndbyvester Boulevard, der i dag er opkaldt efter borgmesterforgængeren, Kjeld Rasmussen
Brøndbys borgmester Kent Max Magelund står her ved Brøndbyvester Boulevard, der i dag er opkaldt efter borgmesterforgængeren, Kjeld Rasmussen
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Store armbevægelser

Den nuværende borgmester beskriver Kjeld Rasmussen, som en mand med store armbevægelser, der havde sine meningers mod i alle sammenhænge og nævner Margrethestangen, som eksempel.

- Vores flagstang, Margrethestangen, som står på en bakke oppe ved stadion, der var han helt vild for, at det skulle være den største flagstang i Danmark. Så kom der én i Jylland, der kom lidt højere op, men så fik han noget ekstra på, så den stadig var den største i Danmark, fortæller Kent Max Magelund.

Der har været diskussion i kommunalbestyrelsen om, at det nye navn, Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, er et meget langt vejnavn - faktisk bliver det Danmarks længste med 34 bogstaver.

Passer til store armbevægelser

Men ifølge den nuværende borgmester, så er det bare med til at understrege og markere de storslåede visioner hos Danmarks længst siddende borgmester.

quote Kjeld vil vende sig i sin grav af glæde.

Kent Max Magelund, borgmester

- Der var jo nogen i kommunalbestyrelsen, der syntes, at det var lidt langt med et vejnavn på 34 bogstaver, for indtil videre er det længste navn 27 bogstaver. Så sagde jeg: Hør nu, Kjeld vil vende sig i sin grav af glæde og tænke, at det passer jo udmærket til de store armbevægelser, han havde i alle mulige andre sammenhænge. Så jeg synes det passer fint, siger Kent Max Magelund, Brøndbys nuværende socialdemokratiske borgmester.

Det er fra 1. juni i år, at Brøndbyvester Boulevard skifter navn til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.

Kjeld Rasmussen døde i 2018 i en alder af 91 år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik