Oversigt

Seneste nyt

Kvinde også ramt af knivstik - politi foretager anholdelse

Københavns Vestegns Politi bekræfter, at der er foretaget anholdelse i forbindelse med et knivstikkeri i Hallingparken i Brøndby.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Politiet oplyser yderligere, at en kvinde i slutningen af 30'erne også blev ramt af knivstik, i forbindelse med hændelsen der fandt sted i Brøndby tidligere lørdag. 

- Hun blev efter hændelsen kørt på hospital i ambulance, skriver politiet. 

Kvindens tilstand oplyses ikke. Ligeledes oplyses det ikke, hvor mange personer, der er anholdt, og hvilken relation der er mellem anholdte og ofre. 

Politi og beredskab rykkede lørdag formiddag massivt ud til en adresse i Hallingparken i Brøndby og meldte ud, at det drejede sig om "et mistænkeligt forhold". Senere oplyste politiet, at en mand i starten af 40'erne var afgået ved døden.

Politiet er kort før klokken 16.45 fortsat til stede ved gerningsstedet. 

- Vores mobile politistation er på plads nær gerningsstedet. Her kan alle komme forbi, hvis de har behov for at tale med en politibetjent efter hændelsen i formiddags, skriver politikredsen på Twitter. 

Politikredsen oplyser lørdag, at der ikke er noget i efterforskningen, der indikerer, at der skulle være forbindelse til drabssagen på Brøndby Nord Vej tidligere i november.

Her afgik en mand i slutningen af 20'erne ved døden, efter at være blevet ramt af skud.