Kommune tager ’stikkerlinje’ i brug mod ulovlige parkeringer

Kommunens parkeringskorps har siden den 1. februar udskrevet, hvad der svarer til 4,5 parkeringsbøder om dagen. Alligevel fastholder udvalgsformand behovet for en kommunal parkeringskontrol.

I Brøndby Kommune har man i flere år oplevet problemer med ulovlig parkering på offentlige og private arealer, særligt i Brøndby Strand Parkerne.

Derfor indførte Brøndby Kommune tidligere på året parkeringskontrol for at få bugt med parkeringsproblemerne.

Parkeringskorpset har været i gang siden den 1. februar, og 344 gange har de udskrevet parkeringsbøder i perioden frem til den 16. april.

Det oplyser SF’s Vagn Kjær-Hansen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

Selvom det kun svarer til 4,5 parkeringsbøder om dagen, fastholder Vagn Kjær-Hansen behovet for en kommunal parkeringskontrol i Brøndby.

- Det her er jo ikke lavet for, at det skal kunne betale sig. 

- Forhistorien til at vi indførte denne her parkeringskontrol er jo, at vi har haft vilde og voldsomme, ulovlige parkeringer, som har været til stor gene for beboere. Det lykkedes engang imellem at få politiet ud at udskrive bøder, men det var svært, siger han til TV 2 Lorry. 

Ifølge Vagn Kjær-Hansen bruger kommunen årligt, hvad der svarer til et årsværk på parkeringskontrollen. 

Opgaven varetages af firmaet Parkeringskontrol Nord, der udfører parkeringskontrol i cirka 25 kommuner i Jylland, på Fyn og Sjælland.

Opfordrer borgere til at angive hinanden  

Brøndby Kommune har indgået en tre-årig kontrakt med parkeringsfirmaet. Og som et ekstra initiativ opfordrer Brøndby Kommune nu borgerne til at rette henvendelse, hvis de ser køretøjer holde ulovligt parkeret eller har input til, hvor parkeringskorpset bør patruljere.

Det kan ske gennem app'en 'Giv et praj', hvor informationerne kommer videre til Parkeringskontrol Nord.

- Der er borgere, der har efterspurgt en nem måde, de kan melde ind, hvis parkeringskorpset - om man så må sige - ikke er kommet nok op i omdrejninger de steder, hvor der stadig er et problem, siger Vagn Kjær-Hansen.

Ikke tiltænkt som 'stikkerlinje'

Han afviser blankt, at hensigten med kommunens opfordring er få borgerne til at angive hinanden.

- Det er jo ikke fordi, vi synes, folk skal være stikkere, fordi der holder en enkelt bil parkeret ulovligt et eller andet sted. Det er henvendt til dem, der oplever massive problemer, siger Vagn Kjær-Hansen.

Størstedelen af de 344 bøder, som parkeringskontrollen foreløbig har udskrevet, stammer fra Ulsøparken, Hallingparken, Brøndby Øster Torv, Strandesplanaden, Brøndby Nord Vej og Dyringparken.      

At Ulsøparken er det område, hvor parkeringskontrollen har haft mest travlt, overrasker ikke udvalgsformand Vagn Kjær-Hansen.

- Der ligger et rækkehuskvarter inde bag Ulsøparken, hvor man på en gennemkørselsvej næsten ikke kunne komme forbi bilerne, fordi de holdt så tæt parkeret. Det samme så vi ved skolen, hvor der var så massiv parkering, at skolebørnene ikke kunne se sig ordentligt for, når de passerede vejen, fortæller han.

I de første måneder af parkeringskontrollen vil kommunens forvaltning sammen med Parkeringskontrol Nord gennemgå skiltningen i de forskellige områder af kommunen.

Det gør man for at vurdere, om skiltningen er retvisende, eller om ændringer er nødvendige.

Færre bøder med tiden

Kommunen er desuden ved at få udarbejdet et kort over hvilke veje og parkeringsarealer, der er omfattet af den kommunale parkeringskontrol, som offentliggøres på kommunens hjemmeside, når det er færdigudviklet.

De rent private veje er nemlig ikke omfattet af den kommunale parkeringskontrol.

- Jeg er ret sikker på, at antallet af bøder vil blive mindre, som tiden går. Blandt andet fordi vi tidligere sidste år fik vedtaget en ny lokalplan for Brøndby Strand, der muliggør, at boligforeningerne vil kunne oprette flere parkeringspladser mellem boligblokkene, siger Vagn Kjær-Hansen. 

En parkeringsbøde udgør i øjeblikket 510 kroner eller 1020 kroner, skriver Parkeringskontrol Nord på sin hjemmeside.

Kommunalbestyrelsen besluttede i sin tid med 16 stemmer mod én at indføre kommunal parkeringskontrol fra 1. februar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik