Gratis træning og kostkurser: Vestegnskommune vil have bedre medarbejdertrivsel

Brøndby Kommune vil øge trivslen blandt sine medarbejdere ved at tilbyde gratis træning og kurser i blandt andet kost og mental trivsel.

Nu skal trivslen og sundheden blandt Brøndby Kommunes medarbejdere nå nye højder. 

Frem til 2023 vil kommunen nemlig bruge 700.000 kroner årligt til såkaldte sundhedsfremmende tiltag. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

quote Det er da fantastisk, at det er muligt via jobbet.

Søren Møllnitz, medarbejder og bruger af sundhedstilbud

Ifølge kommunens kommunaldirektør er det en beslutning, der er blevet truffet, efter at man har været i dialog med medarbejderne. 

- Det er vigtigt for os at understøtte medarbejdernes fysiske og mentale trivsel og gøre det attraktivt og nemt at foretage nogle sunde valg, siger kommunaldirektør Peter Kjærsgaard Pedersen.

Tilbuddene spænder vidt lige fra foredrag og undervisning i kost og ergonomi til fysisk træning. Der vil også være kursusforløb i mental trivsel og yoga.

Godt for fællesskabet

En af de medarbejdere, der allerede har tilmeldt sig et 10 ugers Kost og Motions-hold er 62-årige Søren Møllnitz. Han vil gerne vil tabe sig. 

Søren Møllnitz er teknisk servicechef i kommunen, og i forbindelse med forløbet har han været forbi Træningscenter Brøndby på ugentlig basis med en flok kolleger efter fyraften.

- Jeg træner egentlig meget i forvejen, men har fået en helt anden opmærksomhed på sammenhængen i kroppen. Og så er det motiverende at blive en del af et fællesskab på et hold. Det har været rigtig godt, forklarer han i en pressemeddelelse.

Selvom han er vant til at træne, er der alligevel forskel på dét, han plejer at gøre, og dét forløb han nu er en del af.

- Jeg har fået idéer til spændende fysisk træning, og afprøvet det i praksis sammen med de andre fra holdet. Vi har også haft oplæg ved en kostvejleder og er undervist i mental sundhed. Og jeg har tabt mig fire kilo. Jeg har alderen til, at jeg skal være opmærksom på at leve sundt, og det er da fantastisk, at det er muligt via jobbet, lyder det fra Søren Møllnitz.

Tilbuddene foregår i udgangspunktet uden for normal arbejdstid, men er ellers gratis for medarbejderne at deltage i.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Søren Møllnitz er en af kommunens medarbejdere, og han er godt tilfreds med de nye tilbud.
Søren Møllnitz er en af kommunens medarbejdere, og han er godt tilfreds med de nye tilbud.
Foto: Brøndby Kommune

100 sundhedsambassadører

Som en del af kommunens nye fokus på sundhedstilbud uddanner Brøndby Kommune også 100 sundhedsambassadører. En sådan ambassadør er både den person, som kollegerne kan hive fat i, og som skal sikre, at der bliver indført lidt daglig bevægelse i arbejdsdagen.

- Udover diverse tilbud opfordrer vi også til firmamotion i form af små aktive pauser, da undersøgelser viser, at det ikke bare er godt for medarbejdernes fysiske velbefindende, men også er noget, der styrker sammenholdet og trivslen i en afdeling, siger Peter Kjærsgaard Pedersen.

Sundhedsambassadørerne uddannes på 2 x 2 kursusdage, som Dansk Firmaidræt står for. 

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik