Oversigt

Seneste nyt

Frivillige overfaldet i Brøndbys fanklubhus efter FCK-kamp

Tre personer er søndag aften blevet udsat for et overfald i Brøndby IF's fanklubhus, Hytten.

Der fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Torben Wittendorff.

Overfaldet skete efter Brøndbys kamp på hjemmebane mod FC København søndag eftermiddag, der endte 1-1. Politiet fik anmeldelsen klokken 17.54.

- De er ikke blevet indlagt. Det var nogle knytnæveslag, de fik, siger Torben Wittendorff.

På Twitter har Brøndby Support, der er fodboldklubbens officielle fanklub, delt et opslag, hvor der står, at flere af fanklubbens frivillige er blevet slået ned af gæster i Hytten.

Opslaget er ledsaget af et billede af en mand med et stort sår i baghovedet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torben Wittendorff forklarer, at en af dem, der blev overfaldet, faldt bagover og fik en flænge i baghovedet, da han ramte en væg.

De tre ofre for overfaldet er mænd på 48, 38 og 33 år, fortæller vagtchefen.

Ingen er anholdt efter hændelsen, og politiet har ikke nogen formodning om, hvem der står bag overfaldet.

- Der bliver iværksat en efterforskning nu. Der er videoovervågning i klubhuset, så det skal vi have, og så skal der efterforskes, siger Torben Wittendorff.

/ritzau/

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.