Fans truet på vej til pokalfinale: "Det sidder stadig i kroppen"

Seks 18-19-årige OB-fans fra Sydfyn blev overfaldet på deres vej til torsdagens pokalfinale på Brøndby Stadion. Overfaldet virker koordineret.

I timerne op til torsdagens pokalfinale mellem OB og FC Midtjylland på Brøndby Stadion blev en flok på seks unge mænd fra Sydfyn overfaldet.

Den ene, en 18-årig mand som ønsker at være anonym, fortæller efter pokalfinalen er slut til TV 2 Fyn, at de blev truet af en gruppe på seks maskerede personer, som beordrede dem til at tage deres OB-trøjer og -halstørklæder af.

- De råber, at vi skal tage OB-trøjerne af.

Overfaldet virkede koordineret, og en af fynboerne blev revet rundt og skubbet ind i et buskads, fortæller den 18-årige og tilføjer:

- Det sidder stadig i kroppen.

Truet i toget

Allerede på vej i S-toget til Glostrup Station var de seks jævnaldrende fynboer blevet antastet af en person, som var truende og kaldte dem for "bøsserøve".

Overfaldet skete på en sti nogle få hundrede meter fra stadion. Her mødte gruppen en person, som de genkendte fra S-toget. Han foretog et opkald, og kort efter dukkede overfaldsmændene op på stien.

Politiet kigger på overvågning

Gruppen anmeldte straks overfaldet til politiet, som har optaget rapport og ifølge den 18-årige vil kigge på overvågningsbilleder fra blandt andet S-toget. Blandt overfaldsmændene genkendte den 18-årige en person mere fra S-toget.

- Vi mødte en af dem i S-toget. Jeg kunne genkende hans tøj og stemme, siger den 18-årige og fortæller, at de seks overfaldsmænd bar masker eller halsedisser i Brøndby IF's gule og blå farver. Han vurderer overfaldsmændene til at være mellem 18 og 25 år.

Efter overfaldet, som kostede tre af de seks deres OB-trøje og de to deres halstørklæde, måtte der indkøbes nye trøjer for ikke, at de skulle stå på stadion i bar overkrop.

- Vi var i chok, da vi gik det sidste stykke mod stadion. Vi havde det rigtigt skidt, siger den 18-årige.

- Det var vores første pokalfinale, og så får vi sådan en dårlig oplevelse, tilføjer han.

Kommunikationsansvarlig ved Københavns Vestegns Politi, Lars Andersen, bekræfter hændelsen. Han kan dog ikke komme ind på detaljer om sagen, som nu bliver efterforsket.

Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner. Vidner kan kontakte politikredsen på telefonnummer 114 eller direkte på døgnnummeret 4386 1448.

Overfaldet blev allerede omtalt før kampen mellem OB og FC Midtjylland gik i gang. Her skrev en bruger på Twitter "Hvad fanden sker der for sådanne idioter? Skrub ud af fodbolddanmark" som en hilsen til overfaldsmændene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik