Vuggestuer i Brøndby Kommune kan nu se frem til flere pædagoger. Kommunen har netop fået bevilliget et tilskud på 19 millioner kroner til at ansætte 13 ekstra pædagoger fordelt ud på 11 dagtilbud.
Et af dem er Børnehuset Uglebo, der har 60 børn.
- Det er bare en fantastisk nyhed. Det gør, at vi kan være meget tættere om børnene. Vi kan være nærværende i meget længere tid i de dialoger, vi har med børnene. Vi kan læse flere bøger for dem og så kan vi styrke vores forældresamarbejde, siger leder i Børnehuset Uglebo Maria Kensø og fortæller, at børnene vil få mere opmærksomhed, når de bliver glade, begejstrede og kede af det.
Hos Børnehuset Uglebo kan de se frem én ekstra pædagog, og det giver nye muligheder.
- Vi kan tilbyde hjemmebesøg inden institutionsstart og på den måde få skabt en tryg start på barnets liv. Vi ved, at de første 1.000 dage er altafgørende for, hvordan børnene klarer sig senere i livet, siger Maria Kensø.
Flere uddannede pædagoger
Pengene kommer fra Børne- og Undervisningsministeriets 1.000 dages program, som giver tilskud til institutioner, der har mange sårbare og udsatte 0-2 årige.
- Flere uddannede vil gøre en forskel i forhold til at sætte pædagogiske indsatser i gang, der kan mindske betydningen af negativ social arv. Dermed kan vi i højere grad løfte de børn, der har det største behov og virkelig gøre en forskel for de mindste børn, hvor effekten også er størst, siger Charlotte Faldt Andersen, der leder af dagtilbuddene i Brøndby Kommune.
Brøndby Kommune regner med, at de første pædagoger kan ses på stuerne fra april i år.
- Der er rift om pædagoger for tiden og vi ved, at det kan give udfordringer at få besat alle stillinger lige så hurtigt, som vi ønsker. Men vi ved også, at vi i Brøndby kan tilbyde pædagoger noget af det, der er allervigtigst for dem – nemlig gode normeringer og et højt fagligt niveau med masser af dygtige kolleger, siger Charlotte Faldt Andersen.
Med tilskuddet sikrer Brøndby Kommune, at 80 procent af personalet i insitutionerne er uddannede pædagoger.