E-sportsarrangør vil skabe globalt epicentrum i Brøndby

Med indsamlingen af 100 millioner kroner fra investorer vil Blast opbygge et epicentrum for e-sport i Danmark.

Danmark - nærmere bestemt Brøndby - kan inden længe se frem til at få et epicentrum for global e-sport.

Det er i hvert fald ambitionen, meddeler den danske e-sportsvirksomhed Blast, der blandt andet står for at arrangere store turneringer i Counter-Strike i hele verden.

Det er turneringer som dem, det danske hold Astralis blandt andet deltager i.

Nick Skovsen, der er chief operating officer (COO) i Blast og står for driften i virksomheden, ser frem til at komme i gang, efter at investorer har postet lidt over 100 millioner kroner i projektet.

Lokationen er fundet, og studiet, der skal have plads til både turneringsdeltagere og fans, skal placeres i Priorparken i Brøndby på den københavnske vestegn.

- Vi har lukket en stor finansieringsrunde med en række prominente investorer, som blandt andet skal bruges til en investering i at opbygge et studie, hvor vi skal producere alle vores e-sportsformater fra.

- Vi har fået en investering på lidt over 100 millioner, siger Nick Skovsen.

Det er dog ikke alle pengene, der skal bruges på at opbygge studiet, men det er heller ikke nødvendigt, påpeger Nick Skovsen.

- Hvor mange penge, vi lige præcist vil investere i det, vil vi ikke komme nærmere ind på, siger han.

Værdien af Blast er med den seneste kapital nu over en halv milliard, oplyser Nick Skovsen.

Tilbage i 2017 ejede Blast det danske hold Astralis, men i 2019 gik parterne hver til sit og blev splittet op.

Astralis har siden bygget sit eget hovedsæde - Nexus - ved Tivoli i det indre København.

Blast vil nu bygge noget op, der skal være langt større og tiltrække elitedeltagere fra hele verden. Der skal også dystes i andre spil end Counter-Strike.

Håbet er, at Blast kan styrke sin markedsposition, få de interessante turneringer i Counter-Strike år efter år til Brøndby og udvide til at arrangere turneringer i andre spil også.

- Vi er kommet til et stadie i virksomhedens rejse, hvor vi ikke længere bare er en startup. Nu skal vi vækste. Vi har en klar plan, hvor de her penge skal bruges til at eksekvere den.

- Vi ønsker at være et lighthouse for dansk e-sport ude på den globale scene. Det, at så mange af vores formater og shows i fremtiden vil blive produceret i Danmark, gør, at vi bliver en ledestjerne, siger Nick Skovsen.

En af de investorer, som er kommet med en del af de 100 millioner kroner, er Vækstfonden.

Erik Sørensen, der er investeringsdirektør i Vækstfonden, forklarer, hvorfor man har kastet penge i Blast.

- Jeg håber, at vi med denne investering kan skabe et hjem for e-sport etableret i Danmark, siger Erik Sørensen.

Langsigtet ser Vækstfonden også en god mulighed for at tjene penge på projektet.

- Det kan enten ske ved, at vi får skabt en global virksomhed, som vi kan børsnotere, eller ved at der er en af de større spillere inden for entertainment eller medier, der synes, vi er så lækre, at de kan se en mening med at bygge videre på selskabet eller indgå et tæt samarbejde med os.

- Alt, hvad vi foretager os i vores investeringer, er med henblik på også at se en god afkastmulighed oveni i alt det andet, siger han.

Blast arrangerer i november den første e-sportsturnering med tilskuere på lægterne siden coronapandemiens start. Det sker i Royal Arena i København, hvor håbet er op mod 12.000 fremmødte tilskuere.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik