Brøndby-træner: Vi fik den sværeste lodtrækning

Niels Frederiksen havde håbet på at undgå RB Salzburg i CL-lodtrækningen, men sådan gik det ikke.

Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, er ærgerlig over, at danmarksmesteren mandag blev parret med østrigske Red Bull Salzburg i lodtrækningen til den afgørende playoffrunde i Champions League-kvalifikationen.

Han havde håbet på, at Brøndby var blevet parret med en af de tre bolde ved lodtrækningen. Det siger han i en video i klubbens app.

- Blandt dem, vi kunne trække, så virker Salzburg som det stærkeste hold, og det hold, der ville blive sværest for os at spille imod, for de har en meget speciel måde at spille på.

- Jeg mødte dem, da jeg var i Europa League-gruppespillet med Esbjerg (i 2013, red.), og jeg fik et ret godt indtryk af, hvordan de spiller fodbold. Men det er fodbold, og alt kan ske over to kampe, siger Niels Frederiksen.

Brøndby kunne også have trukket vinderen af Dinamo Zagreb-Legia Warszawa, vinderen af Ferencváros-Slavia Prag og vinderen af Olympiakos-Ludgorets.

Niels Frederiksen påpeger, at den østrigske energidrikklub har en spillestil, der kommer til at holde Brøndby på stikkerne i to gange 90 minutter.

- Det bliver en opgave, hvor der bliver tempo i spillet, og det bliver meget intensivt, specielt når vi har bolden, og Salzburg arbejder for at få den. De er meget, meget aggressive i spillet mod bolden. Når de har bolden, spiller de relativt direkte.

- Det bliver to hektiske kampe, og det skal vi gribe an på en god og fornuftig måde, siger mestertræneren.

Behersket udviser han tro på en blå-gul overraskelse.

- Vi tror på, at det kan lade sig gøre. Selvfølgelig vil det være en overraskelse, men den tror vi på, at vi kan skabe. Vi vil i hvert fald gøre alt for at lave en overraskelse, og man skal ikke være i tvivl om, at drengene vil være klar, siger Niels Frederiksen.

Brøndby spiller den første kamp på udebane i Østrig 17. eller 18. august, mens der er returkamp på den københavnske vestegn ugen efter.

I tilfælde af samlet nederlag bliver Brøndby overført til Europa League-gruppespillet.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik