6. klasser får SOSU-uddannelse på skoleskemaet

Alle 6. klasser skal fremover stifte bekendtskab med SOSU-uddannelsen i Brøndby Kommune. Håbet er at få flere til at tage en erhvervsuddannelse, lyder det.

Det er aldrig for tidligt at lære at drage omsorg for andre, i hvert fald hvis man spørger Brøndby Kommune. 

For nu indfører kommunen et fire-dages brobygningsforløb, hvor alle 6. klasser skal prøve kræfter med omsorgsfag fra SOSU-uddannelsen. 

- Det handler grundlæggende om at give børnene indblik i, hvad en omsorgsuddannelse er. Og så ønsker vi at gøre børnene nysgerrige og udforskende på et område, de måske ikke kender, siger Jane krog, der er leder for skole- og SFO-området i Brøndby Kommune. 

quote Det er et spørgsmål om, at børnene kan træffe et oplyst valg.

Jane krog, leder for skole- og SFO-området, Brøndby Kommune. 

Hun understreger, at det er vigtigt for dem, at børnene ikke skal tage stilling til valg af uddannelse.

- Vi vil gerne prøve at undgå, at der er fokus på valg, men at der i stedet er fokus på læringen. Så børnene ikke skal tage stilling til, om det er noget de vil være eller ej, men at børnene kan mærke, hvad de synes er interessant og sjovt, siger hun.

Traditionelt set starter uddannelsesvalgene fra 7. klasse.

Det handler om et oplyst valg

Målet er ikke nødvendigvis, at eleverne i fremtiden vælger at læse til social- og sundhedshjælper eller assistent.

- Det er et spørgsmål om, at børnene kan træffe et oplyst valg. Selvfølgelig er vi interesserede i, at en andel af vores folkeskoleelever fremover vælger erhvervsuddannelser til og ikke vælger dem fra, fordi de ikke kender nok til det, men det behøver ikke være SOSU-uddannelsen, forklarer Jane Krog.

Det er via et nyt samarbejde mellem Brøndby Kommune, Ungdomsbyen og SOSU H, at det nye tiltag er blevet en realitet.

SOSU-uddannelsen af en årsag

Det er ikke tilfældigt, at de unge skal introduceres for netop SOSU-uddannelsen.

- Det er SOSU-uddannelsen de skal prøve, fordi det er en uddannelse, der ligger i Brøndby, og fordi omsorg er en vigtig læring og noget, man med al sandsynlighed kommer i berøring med i løbet af ens liv, fortæller Jane Krog. 

Forløbet strækker sig over fire dage. De fire dage består af en dag i Ungdomsbyen i København, to dage på SOSU-uddannelsen i Brøndby og en dag med interview af lokale seniorer. 

Gennem lege og aktiviteter får eleverne prøvet kræfter med, hvad man kan blive udsat for som social- og sundhedshjælper/assistent.

Desuden får de kitler på med navneskilte, lærer om kroppen og førstehjælp.

Testperiode var en succes

Allerede i foråret blev forløbet testet på en enkelt 6. klasse. Det var ifølge Jane både lærerigt og en succes.

- Det gik rigtig godt. Det var en positiv oplevelse for elever og dem, der ellers var en del af det. Og så blev der justeret på nogle af aktiviteterne, på baggrund af elevers tilbagemeldinger og oplevelser af, hvad der fungerede godt, siger Jane Krog. 

Hvis alt går vel, forventes tiltaget at fortsætte i en årrække. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik