Afdød borger testamenterede millioner til politiet: Det skal pengene bruges på

Fire initiativer skal forebygge narkokriminalitet på Københavns vestegn. Nu får de for første gang støtte fra en fond, der er skabt på grund af et testamente fra en borger fra Ishøj.

Da politidirektør i Københavns Vestegns Politi Kim Christensen modtog en mail fra Justitsministeriet i slutningen af 2020, kunne han ikke tro sine egne øjne.

I mailen stod der, at Ishøjborgeren Ejnar Christian Christensen var gået bort, og at han havde skrevet i sit testamente, at 4,7 millioner kroner af hans arv skulle gå til bekæmpelse af narkokriminalitet. 

- Det var en overraskelse over, at der var nogen, der havde betænkt os i et testamente. Og så blev det efterfulgt af spænding og glæde ved pludselig at få nogle penge, som man kunne få ud og arbejde på vestegnen, siger politidirektøren til TV 2 Lorry.

quote Så vi tolker testamentet bredt, men tænker særligt i præventive baner.

Kim Christensen, politidirektør i Københavns Vestegns Politi

Københavns Vestegns Politi oprettede derfor en fond, der over en årrække skal fordele den store pose penge til initiativer, der skal efterleve den afdødes ønske.

Politidirektør i Københavns Vestegns Politi Kim Christensen taler med Tays El-souki, der er leder af Trinity Training i Brøndby.
Politidirektør i Københavns Vestegns Politi Kim Christensen taler med Tays El-souki, der er leder af Trinity Training i Brøndby.
Foto: Julius A.B. Petersen, TV 2 Lorry

Fond uddeler 273.000 kroner  

Nu har de første fire initiativer modtaget et legat fra Ejnar Christian Christensen Fonden, der i sit første år donerer 273.000 kroner i alt. Initiativerne fokuserer dog ikke direkte på bekæmpelse af kriminalitet, men forsøger i stedet at have en forebyggende effekt:

- Den hårde bekæmpelse står vi jo for som myndighed, så pengene kan ikke bruges til traditionelt politiarbejde. Så vi tolker testamentet bredt, men tænker særligt i præventive baner, forklarer Kim Christensen.

Københavns Vestegns Politi har gode erfaringer med forebyggende tiltag, og Kim Christensen ser spændt frem til at se initiativernes udvikling.

Crossfit skal give unge et fællesskab

Crossfitklubben Trinity Training i Brøndby modtager et legat på 70.000 kroner fra fonden.

 Klubben er grundlagt i 2018 med formålet at vise vestegnens unge et fællesskab væk fra gaden. 

- Når de først træder ind ad døren, begynder de at finde ud af: Okay, den her verden er virkelig en dejlig verden. Jeg får nogle venner, jeg får nogle bekendte, og jeg bruger min tid på min sundhed, fortæller Tays El-souki, leder af Trinity Training. 

Initiativet fra crossfitklubben går ud på, at de håndplukker en gruppe unge mennesker, der er i risiko for at havne i misbrug eller kriminalitet. Klubben skræddersyer så et træningsforløb for hver af de unge, hvor de får personlig træning, madplaner og vigtigst af alt – et fællesskab.

- Det, vi skaber her, for ham (den unge, red.) er at sige til ham: "Det her, det er din anden familie. Du har en familie derhjemme, det er en ting, men du har også en anden familie her, der vil stå der i tykt og tyndt", fortæller Tays El-souki.

Pengene fra fonden skal hos Trinity Training gå til instruktører og lokaler.
Pengene fra fonden skal hos Trinity Training gå til instruktører og lokaler.
Foto: Julius A.B. Petersen, TV 2 Lorry

Ansvaret bevidst 

Initiativet i Trinity Training sker til efteråret, hvor klubben modtager 75 % af legatet ved initiativets begyndelse, og de sidste 25 % når initiativet er afsluttet. Legatet vækker stor begejstring i klubben:

- Det har jo betydet alverdens. Det har betydet, at vi kan tænke udenfor boksen, så vi kan hjælpe andre unge mennesker ud af den her dårlige kriminalitet, hvis det er det, man er ude i, siger Tays El-souki.

Pengene skal gå til instruktører og lokaler, og Tays El-souki er stolt over, at klubben er med til at efterleve Ejnar Christian Christensens ønske.

- Vi har et kæmpe ansvar, og det står vi stærkt ved, og det er vi også rigtig glade for at have det her ansvar. Og det er vi også egnet til at gøre, fordi vi ved, hvad vi står for, fortæller Tays El-souki.

I videoen kan du møde projektet Trinity Training, der er et af de projekter, der får penge fra den nye fond.

De fire initiativer

Trinity Training

Trinity Training håndplukker en gruppe unge i risiko for misbrug eller kriminalitet og giver dem et skræddersyet træningsforløb med personlig træner, madplan og et fællesskab. Initiativet modtager et legat på 70.000 kroner.


Turning Tables Danmark

Initiativet modtager 58.500 kroner til film- og fotoworkshops for unge i Gladsaxe og Værebro. Projektet har til formål at styrke de unges selvfortællinger og afsluttes med en film- og fotoudstilling.


Vestegns MVPs (Most Valuable Players)

Initiativet vil udbrede viden om kriminalpræventive tilbud og gode forbilleder som kendte mennesker fra Vestegnen med en kampagne på SoMe og ungdomsuddannelser. Projektet modtager 110.000 kroner fra fonden.


”Stop med at købe narko”

Dette initiativ modtager 34.000 kroner til afholdelse af en temadag og materialer til en kampagne, der skal få unge i Herlev til at stoppe med at købe narkotika og tænke over konsekvenserne ved misbrug. Initiativet køres af Herlev Kommune.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik